Dansk rigmand: Det bliver en kirkegård


Per Wimmer ejer også organisationen Wimmer Space, der har som mål at gøre ham til den første dansker
i rummet Foto: Scanpix

Den danske gulddreng Per Wimmer er på banen igen. Han påstår, at vi intet har lært af finanskrisen, og at de verdensomspændende milliardinversteringer i grønne energiformer vil sende verden lige lukt ud i en ny krise.

43-årige Per Wimmer, der er indehaver af investeringsbanken Wimmer Financial i London, forudser, at der i de kommende år vil være rigtig mange penge at tjene på selskaber med speciale i alternative energiformer. Men som det var tilfældet med IT-kollapset i begyndelsen af årtusindet, vil også den grønne boble briste.

"Der bliver smidt mange gode penge efter de her projekter, og der bliver så meget værdidestruktion, når man finder ud af, at de her projekter ikke holder," siger Wimmer til Børsen og fortsætter:

Der bliver selvfølgelig nogle Google-, Ebay- og Amazon-typer, og det er dem, vi håber på at kunne finde, men der bliver også en ordentlig kirkegård

—Per Wimmer

"Det bliver lidt ligesom dotcom-boblen. Der bliver selvfølgelig nogle Google-, Ebay- og Amazon-typer, og det er dem, vi håber på at kunne finde, men der bliver også en ordentlig kirkegård."

Mangemillionæren, der har trådt sine barnesko i det vestsjællandske, er overbevist om, at den omfattende statsstøtte til alternativ energi, på sigt vil ramme branchen i nakken som en boomerang.

Babelstårne
"På det tidspunkt har man bygget store babelstårne op, og store gældsbyrder ikke mindst for grøn energi, er meget kapitaltungt. Og så sidder de på et ordentligt gældsbjerg, hvor det viser sig, at deres forretningsmodel ikke holder uden den massive statsstøtte," siger Per Wimmer til dagbladet.