Dansk rumturist flyver til Discovery-affyring



Af Marianne Fajstrup
Berlingske Tidende 25. juli 2005

Den danske børsmægler Per Wimmer vil overvære rumfærgen Discoverys affyring tirsdag på nærmeste hold. Wimmer bliver formentlig første dansker i rummet.

Den 33-årige Slagelse-dreng Per Wimmer flyver i dag til Florida for at betragte opsendelsen af rumfærgen Discovery fra Cape Kennedy til Den Internationale Rumstation. OPsendelsen har været udskudt mange gange, men er nu planlagt til at finde sted tirsdag.
 "I lyset af de seneste forfærdelige begivenheder, som har kostet mange uskyldige mennesker livet - herunder begivenheder lige uden for min hoveddør i London - ser jeg frem til en forhåbentlig vellykket og flot opsendelse. Jeg vil blive meget glad på NASA's og rumforskernes vegne, når Discovery endelig letter, og dermed markerer en ny epoke for rumudforskningen og et lyspunkt i en ellers terrorfyldt verden," siger Per Wimmer.
Den succesrige børsmægler med base i London har betalt 856.000 kroner for en billet til rummet, og for at sikre sig at blive blandt de 100 første rumturister. Dermed bliver Wimmer formentlig den første dansker i rummet eller en tæt nummer to. Hans opsendelse er i øjeblikket planlagt til slutningen af 2006 eller starten af 2007.