Dansk vovehals: Eventyr åbner alle døre

Per Wimmer (tv.) sammen med Buzz Aldrin, der som nr. to trådte ud på månen få minutter efter Neil Armstrong

Den danske eventyrer, Per Wimmer, der blandt andet har sprunget over Mount Everest i faldskærm og formodentlig bliver første dansker i rummet, er fuld af beundring over Felix Baumgartners rekordspring.

"Ved sådan et spring skriver man selv manualen. Ingen har gjort det før og der opstår altid uventede hændelser, som der også gjorde under springet i går," fortæller Per Wimmer, der personligt blev mest nervøs, da Felix Baumgartner begyndte at spinne på vej ned mord Jorden.

"Sådan et spin er dødsens farligt fordi man risikerer besvimelse i løbet af få sekunder," siger Per Wimmer, der har fuldt forberedelserne af rekordspringet tæt.

"De har forberedt sig meget grundigt, og det virker som om alle faktorer har spillet sammen. De har haft god og sikker funding fra deres sponsor, de har haft den rette rådgiver i Joe Kittinger og holdet har fungeret godt. Det er de fundamentale rammer for succes," forklarer Per Wimmer, der også har et bud på, hvorfor Felix Baumgarten besluttede sig for springet:

"Det er en indre drivkraft, hvor man har lyst til at udfordre grænserne, mærke livet og selv om det lyder selvmodsigende er det faktisk ren livslyst."

Og så giver rollen som pioner, ifølge Per Wimmer, endnu en bonus.

"Det er en fantastisk døråbner. Man kan skabe kontakt til de rigtige mennesker, samle ind til godgørende formål og inspirere sine omgivelser til at leve deres drømme ud," siger han og giver som eksempel, at han netop selv har været med i en indsamling, hvor der blev indsamlet 100.000 kr. til familier med kræftramte børn.