Dansker klar til at følge Dennis Tito i rummet


Hvis alt går efter planen, så bliver den amerikanske milliardær Dennis Tito i dag verdens første rum-turist. NASA tager sig til hovedet. Men det gør den danske Per Wimmer fra Slagelse ikke. Han jubler. Den 32-årige dansker har nemlig selv bestilt en turist-rejse til rummet, og i dag står han helt oppe ved affyringsrampen i Kazakhstan for at følge Dennis Titos afgang mod himmelen. »Jeg er meget opstemt lige nu. Det er utrolig spændende - men jeg er selvfølgelig også lidt jaloux over, det ikke er mig«, siger Per Wimmer, som selv kan tage plads i raketten i 2004. Danskeren måtte i går ikke være i samme rum som den heldig rum-turist, Dennis Tito på grund af frygten for bakterier.I stedet var han sammen med Dennis Titos familie. »De er selvfølgelig lidt nervøse for, hvad der kan ske, men samtidig er de stolte over ham«, siger Per Wimmer, som allerede i går kunne mærke sommerfuglene i maven ved tanken om afsendingen.I øjeblikket er der småproblemer med den amerikanske rumfærge Endeavour, der stadig er tilsluttet den internationale rumstation. Og hvis amerikanerne ikke får flyttet sig i tide, så kan Titos afgang blive udsat yderligere to dage. Tito regner med at blive i rummet i en uge.