Eliten

Harvard University er en ekspreselevator for folk med ambitioner – som også danskerne er ved at opdage. Esben Kjær var med, da tre drenge fra den hjemlige andedam kom ud af rugekassen med deres Master’s grad.

Med et venligt, men forretningsmæssigt “godmorgen” marcherer læreren i organisationsteori ind i et af Harvard Business School’s moderne auditorier i lyst træ, hvor cirka 80 studerende i tre vertikalt forskudte halvcirkler sidder klar med blyant og navneskilt.

“Darren, vil du sætte os i gang,” fortsætter Karen Wruck uden videre opvarmning og peger på en student, der koldstarter og straks rabler en skarp analyse af sig om, hvad vi kan lære af dagens case: Virksomheden Goretex, som udmærker sig ved ikke at have nogen organisationsplan eller formaliserede ledelsesstrukturer – alle finder sig til rette i grupper, som dannes om naturlige ledere.

I et hjørne sidder en undervisningsassistent og noterer de studerendes bemærkninger. Efter hver time bruger Wruck notaterne til at give samtlige studerende fra ét til tre point. Tre er dårligst, og 15 procent af de håbefulde skal have det. Får man for mange tretaller, risikerer man at blive smidt ud.

Snakkelyst er der nok af, og mange af de studerende har selv ballast med fra en karriere i erhvervslivet. Pludselig indskyder læreren: “Jeg ved fra jeres CV’er, at Greg rent faktisk har arbejdet for Goretex. Kan du ikke delagtiggøre os i dine erfaringer?”

Det kan Greg, og ved hjælp af selvoplevede eksempler reflekterer han over sine medstuderendes analyser. Læreren samler op i en ti minutters afsluttende forelæsning og er ude af døren.

BLANDT DE STUDERENDE, der sidder tilbage med sportsvognsfrisure og prøver at downloade informationsbombardementet, er Carsten Stendevad, en 26-årig stud.polit. fra København. Sammen med den 29-årige cand.jur. Per Wimmer og  den 26-årige MBA-studerende (Master of Business Administration) Lars Krøijer tilhører han den lille håndfuld danskere, der er sluppet gennem perleporten til Harvard University’s tagselvbord af højkoncentreret kundskab og visdom.

Harvard – ordet smager af lige dele tradition og førstedivision. Den idylliske campus af lave, røde murstensbygninger i udkanten af Boston har fostret seks amerikanske præsidenter og 35 nobelpristagere. Universitetet har 90 forskningsbiblioteker og dusinvis af tænketanke, som former amerikansk og international politik. Listen over store mænd og kvinder med en Harvard-fortid tæller blandt andre Henry Kissinger, Bill Gates, Norman Mailer, Al Gore, Gro Harlem Brundtland, T.S. Eliot, John F. Kennedy, David Rockefeller, Benazir Bhutto og Leonard Bernstein. Universitetet udruger tre gange så mange topdirektører som nogen af de andre universiteter.

Harvard er med  sine over 350 år USA’s ældste højere læreanstalt. Om det er den bedste, diskuteres ivrigt. Men med en afvisningsprocent på op til 90 er universitetet det suverænt sværeste at komme ind på. Det er verdens mest stinkende rige universitet, og hvis Harvard var en virksomhed, ville den 100 milliarder kroner dybe pengetank placere universitetet på Fortune 500-listens øverste fjerdedel.

Men vigtigst af alt tiltrækker Harvard hvert år toppen af USA’s bedst begavede studerende og professorer – og i stigende grad også resten af verdens. 18.000 studenter og 2.000 lærere har hver dag privilegiet af hinandens selskab.

UNDER TRÆERNE i den skyggefulde Harvard Yard træder Per, Lars og Carstens forældre vande i et menneskehav af 20.000 familiemedlemmer fra alle verdenshjørner. De er her for at få et glimt af deres håbefulde sønner blandt 6.000 graduates i de traditionelle sorte kapper og firkantede mortarboards på hovedet – uniformen i hvilken man modtager universitetets officielle ridderslag på, at to-tre års åreladning af blod, sved og en strøm af grønne dollars nu er slut. De venter på at se drengene modtage diplomet  – på, at 250.000 kroner om året samt en arbejdsuge på over 70 timer har givet gevinst. Per: “Harvards reelle værdi er, at dets brand name tiltrækker de allerbedste lærere og studerende, som udfordrer dig 24 timer i døgnet i en blanding af formelle og uformelle læreprocesser. Du bliver badet i et miljø af konstant, koncentreret stimulans. Alene på de første 12 måneder rykkede jeg flere år.

Carsten: “Du læser med de bedste professorer og studerende fra hele verden. Alle dem, som har grundlagt dit fags teori-retninger, snakker du med her. Og de tager dig alvorligt. Da jeg lavede en af mine sidste økonomiopgaver, blev jeg vejledt af tre af verdens førende eksperter på området. Da jeg forlod den sidste, Robert Lawrences, kontor, takkede jeg for hans hjælp. Han svarede: “Nej – tak til dig. Dine spørgsmål fik mig til at overveje problemer, jeg ikke havde tænkt på før.”

Og som Lars siger: “Harvard er ganske enkelt den mest fantastiske institution, jeg kender.”

Mirakler har imidlertid altid en pris. Med et prisskilt på 20-25.000 dollars pr. år er Harvards undervisningsafgift blandt USA’s højeste, og til trods for den enorme pengetank, er universitetet blandt de mest nærige med støtte til deres graduate-studerende (Master’s-grad). Selv om universitetet fører en aktiv rekrutteringskampagne blandt fattige og minoriteter, kan det næppe overraske, at det bedre borgerskabs børn er rigt repræsenteret.

Selv om navnene Per, Lars og Carsten lyder som rollelisten i en Morten Korch-film, kommer heller ikke de just fra en familie af kartoffelhyppere. Carsten tilbragte de første 18 år i Bruxelles’ diplomatkredse, inden han blev optaget på polit.-studiet – som han siden har suppleret med sidefag i retorik, et studenterjob i Nationalbanken samt studier i Heidelberg og Firenze.

Inden Per blev optaget på jurastudiet, tog han en studentereksamen i Frankrig. Han har studeret ved London School of Economics, Europakollegiet i Brügge og været praktikant i FN og hos daværende EU-kommissær Henning Christophersen.

Da Lars forlod Holte Gymnasium med en efter eget udsagn middelmådig studentereksamen, skulle han lige til USA og lære engelsk, inden han startede på polit.-studiet i København. Han tog aldrig hjem igen. I stedet kom han ind som undergraduate på Harvards bachelor-uddannelse, hvorefter han arbejdede for en børsmægler på Wall Street, inden han blev optaget på Harvard Business School.

Per og Carsten er begge på Harvards John F. Kennedy School of Government – en slags blanding af polit. og statskundskab – men har suppleret deres fag fra KSG med nogle fra HBS, som de to skoler hedder i jargonen.

Harvard består af 12 selvstændige skoler, herunder en fælles bacheloruddannelse og en række såkaldte professional schools som KSG og HBS. Disse lægger mere vægt på praktik og mindre på det akademiske og retter sig direkte mod højspændte fast track-jobs i politik og erhverv. Der er kun plads til folk, der leverer varen, hvilket Carsten fik skåret ud i pap under hans første time i sikkerhedspolitik:

“Vores lærer, Robert Blackwill, kiggede på os og sagde: “Tf-tf-tf-tf-tf... Ved I hvad det er? Det er lyden af præsidentens helikopter, der letter fra græsplænen foran Det Hvide Hus – uden dit memo! Come to play, every day, and be on time!

Med en fortid som Præsident Bushs betroede sikkerhedspolitiske rådgiver er Blackwill et godt eksempel på, hvilke folk Harvard tiltrækker.

POLITISKE RÅDGIVERE får ofte job ved universiteterne, når deres parti er i opposition, og amerikanske universiteter er desuden fri for Europas næsten vandtætte skodder mellem den akademiske verden og det virkelige liv.

“Hos lærerne er der altid en stærk link mellem det professionelle og det akademiske, og det kan man se i undervisningen, som altid har de praktiske aspekter med. Det giver en nuanceret og menneskelig præsentation af problemet. Du bliver inviteret med ved bordet,” som Per formulerer det.

Carsten tilføjer: “Jeg var så træt af Københavns Universitets teoretiske og virkelighedsfjerne tilgang. Hver gang vi der i vores amerikanske lærebog nåede til en praktisk case, fik vi at vide, at den kunne vi springe over, fordi det ikke var pensum. Herovre starter professorerne undervisningen med at tjekke dit CV for at se, om du har lavet noget, han kan bruge i undervisningen. Næsten samtlige af mine lærere har afsluttet undervisningen med at opfordre os til at holde kontakten ved lige og udveksle tanker, cases og problemer.”

Her er heller ingen professorer, der aldrig har været uden for undervisningssystemet. Og ingen desillusionerede 68’ere, hvis livsproduktion består af nogle få interne rapporter og en samling aviskronikker, og som hovedsagelig “forsker” ude i deres sommerhus.

Her har studenternes evaluering af lærerne konsekvenser. En fordel ved det ellers socialt uretfærdige system med betalingsuniversiteter er den indbyrdes konkurrence mellem universiteterne. De studerende har ret til at forlange noget for pengene, og derfor gælder det – set med den danske universitetsverdens tykke briller – helt uhyrlige princip, at handlinger har konsekvenser. På Harvard tjener de bedste professorer over en million kr. om året, mens de middelmådige systematisk bliver fyret.

“Jeg havde en lærer, som egentlig var o.k., men ikke noget særligt. Hun røg ud. Sådan går det, hvis studenter-evalueringerne viser et mønster. Professorerne sidder rimelig fast, men der er meget lang vej op,” forklarer Per.

For lang vej, mener nogle. Kritikere påpeger, at Harvard hvert år mister unge, lovende forskere, som ikke har tid til at vente på en fast professorstilling.

HARVARDS KOMMUNIKATIONSDIREKTØR Alex Huppés kontor er knap så elegant som HBS-professorernes med deres gulv til loft mahogni-paneler og springvand i hall’en. Til gengæld har Huppé, ti etager over Harvard Square, en fænomenal panorama-udsigt over den solbadede Harvard Yard med downtown Bostons skyline i baggrunden. Universitetet har for længst bredt sig ud over de gamle mure og ud i forstaden Cambridge, hele vejen ned til Charles-floden, der snor sig mod Atlanterhavet som et sølvbånd i solen. Huppé fortæller om skolens grundlæggende principper:

“Selv om Harvard er en eliteskole, er den alligevel et arketypisk stykke Amerika, et sandt meritokrati – altså et præstationsbaseret system. Her vil du finde gadefejeren og Fortune 500-direktørens søn i det samme undervisningslokale. 70% af vore studerende kommer fra offentlige skoler. En stor procentdel må anses som fattige. Men når de først er inde, tager vi os af dem økonomisk, så længe de er undergrads.

Det vigtigste ved Harvard er den måde, vi optager studerende på. Vores succes skyldes, at vi aktivt formår at finde de bedste studerende. Det er umuligt at købe sig ind. Vi kunne fylde alle vores kurser med A-grade- (13-tals-) studerende, men det er ikke nok – de skal også have potentiale for at være ekstraordinære mennesker. Jeg var med til et optagelsesmøde, hvor en ansøgning fra en topstuderende blev behandlet. Et udvalgsmedlem fremhævede, at han også var roer. “Og hvad så?” spurgte udvalgsformanden. “Han er verdensranglistens nummer ét,” replicerede hun. Formanden svarede: “Okay, det interesserer mig.” Diversitet er nøgleordet her.”

HER KUNNE MAN SÅ fortælle noget om, hvordan de privilegeredes børn altid vil klare sig bedre. Eller om, hvordan Harvard har nogle af de højeste undervisningsafgifter og de ringeste støttemuligheder, hvis man ikke længere er bachelor-studerende. Eller om, hvordan børn af Harvard-folk har dobbelt så store chancer for at komme ind. Men spørger man en Harvard-studerende, hvad universitetets største styrke er, kommer svaret prompte: Mine medstuderende. 

Per: “Folk her har gjort så mange fantastiske ting og er alligevel søde mennesker. Jeg har en hollandsk veninde med en imponerende karriere i felten for FN. Forleden fandt jeg ud af, at hun også er en dygtig operasanger. Blandt den slags mennesker kommer man let til at føle sig som optagelseskomitéens fejltagelse. Men så kan man trøste sig med, at Harvard ifølge egen opfattelse aldrig laver fejl... For at komme ind på Harvard er det ikke nok med topkarakterer, man skal også have en afrundet personlighed. Nørder bliver teknikere, men ledere skal være afrundede.”

Lars: “Harvard får hvert år 2.000 ansøgninger fra rene A grade students . Du tilhørte måske eliten på din gamle skole. Men her får du C minus i din første opgave og spiser frokost med en stormester i skak.

Carsten: “Den første dag på KSG sagde rektor til os: “Tag og kig engang til højre og venstre. Dér ser I jeres medstuderende, og det er dem, I kommer til at lære mest af. Hvis I har valget mellem en frokost med en medstuderende og en times studier, så vælg frokosten.” Han havde ret. Alt det, jeg selv syntes, jeg var god til, har jeg mødt folk, der er bedre til. Ikke at folk nødvendigvis er supermænd – få har fire esser på hånden – men alle er nået vidt ved at spille deres forskellige kort optimalt.

Folk her er ikke bare dygtige. De har tårnhøje ambitioner og en ægte lidenskab for det, de laver, og derfor konkurrerer folk mere med sig selv end med andre. Det er som at bo i et kunstnerkollektiv: Du er måske digter, og din ven er maler. Men hans lidenskab for maleriet smitter og får dig til at skrive bedre digte. Min professor, Dani Rodrik, har publiceret artikler i internationale økonomiske tidsskrifter hver måned det sidste år. Da jeg spurgte ham, hvordan han kunne overkomme det, forklarede han Harvard-ånden sådan her: “Her omgås jeg med fagets allerbedste. Og man løfter sig selv op til det niveau, man sammenligner sig med”.”

DEN VIRKELIGE EKSAMEN på Harvard er udarbejdelsen af ansøgningen. Det amerikanske optagelsessystem sætter den studerende under lup på en helt anden måde end det danske “slå tre krydser, og vedlæg dit studentereksamensbevis”, og Harvard går virkelig tæt på. Med til ansøgningen hører ikke mindre end fem essays, hvor den studerende blandt andet forventes at forklare, hvad vedkommende vil med sit liv og sin eventuelle Harvard-eksamen – og “tjene penge” er ikke et tilfredsstillende svar. Desuden kræves tre udtalelser, sendt direkte til Harvard i forseglede kuverter, og helst fra samfundets store mænd og kvinder.

Et andet vigtigt element i ansøgningen er resultatet af de standardiserede sprog-, intelligens- og videnstests, som er et krav fra mange universiteter. De fleste starter på ansøgningen et helt år før forventet optagelse, og når den er færdig, starter legatansøgningerne. Den samlede forberedelsestid sniger sig let op over en måneds fuldtidsarbejde. Men lige så vigtigt som gode formelle kundskaber er det, som Alex Huppé kalder “potentialet til at være et ekstraordinært menneske”.

Folk, der har opnået et gennemsnit på 11,5 ved at boge den i tre år for nedrullede gardiner interesserer ikke Harvard. De skal helst også have været ulandsfrivillige, koncertpianister eller på anden vis have gjort verden til et bedre sted at leve  – eller i hvert fald have evnen til at fremstille deres liv sådan i optagelses-essayene. Måske derfor er mængden af dumme svin på Harvard langt mindre, end man kunne frygte. “Afrundede personligheder”, som Per siger.

Indtil for nylig var der ikke mange danskere, der fandt vej gennem denne ansøgningslabyrint. Men efter at en dansk prins for nylig tilbragte et år på Harvard og oprettede et legat hertil, er universitetet dukket op på flere danskeres radarskærm.

“Kronprinsen har haft stor effekt på optagelsen af danskere. Før var der måske to danskere om året på hele Harvard. Nu er der hvert år to alene på HBS. Der er langt flere kvalificerede danskere end dem, der søger. Men det er selvfølgelig et problem at afbetale gælden med det danske lønniveau,” siger Lars, der i samme åndedrag opfordrer interesserede danskere til at søge mere end ét universitet – når man nu alligevel er i gang. Chancerne fordobles, og arbejdet er ikke så meget større.

I HARVARD YARD MANGLER der nu kun endnu et par talere, før den store graduation-ceremoni er slut. Herefter vil det enorme selskab splittes i grupper og fortrække til de respektive skoler, hvor diplomerne bliver overrakt og dekanen trykket i hånden.

Nu står Per, Lars og Carsten med diplomerne inden for rækkevidde. Virkeligheden trænger sig på. Det har den nu gjort længe, takket være Harvards velsmurte karriere-maskine.

Universitetets markedsværdi ligger i at kunne skaffe de studerende topjobs, og derfor samarbejder karriere-kontoret tæt med de store amerikanske virksomheder om jobmesser og promotion-ture, mens de studerende får hjælp til ansøgninger og CV’er. Den amerikanske arbejdsløshedsprocent er trykket helt ned på omkring fire, og manglen på dygtige medarbejdere er markant. Derfor lancerer virksomhederne hvert år en massiv charmeoffensiv over for de studerende med middage, hotelophold, og signing bonuses for at lokke dem til at skrive under på en jobkontrakt.

I Morten Korch-trioens tilfælde har offensiven virket. De har valgt at gå samme vej som de omkring 50% af HBS’ kandidater, der statistisk set får job i konsulentfirmaer eller investment banks – typisk til en startløn på 80.000 dollars om året, plus bonus.

Efter ikke mindre end 35 interviews til det samme job, fordelt på fire runder, tre byer og to kontinenter, starter Per til sommer hos børsmæglerselskabet Goldman Sachs med et halvt års oplæring i firmaets Wall Street-afdeling. Herefter tager han til London for at sælge firmaets aktieprodukter til investorer.

“Firmaets filosofi er, at hvis ledelsen bruger energi på at ansætte de rigtige medarbejdere, kan de trække sig tilbage fra den daglige drift og koncentrere sig om at tænke strategisk. Ansættelsesproceduren er en investering – smarte medarbejdere frigør ressourcer,” som Per forklarer.

Lars rykker også til et Wall Street-job, men hos et relativt ukendt vekselererfirma. “Jeg har holdt mig fra de store firmaer – det ville være for forudsigeligt. Jeg kan opnå større ting her. På længere sigt får jeg mulighed for at tage til London og oprette min egen filial af firmaet. Det er det tætteste, jeg kan komme på at åbne min egen virksomhed uden at gøre det.

Jeg drømmer om at leve et fantastisk liv. Jeg har krudt i røven og er sulten efter oplevelser. Så hvis de næste ti år bliver lige så sjove som de foregående, kan det ikke være gået helt galt,” siger Lars, der på længere sigt kan forestille sig at “skabe positiv tilvækst” hos FN eller verdensbanken, men ikke rigtig kan forstille sig at arbejde i Danmark: “Måske hvis den rigtige mulighed kommer. Men jeg ved ikke, hvad det skulle være.”

CARSTEN VENDER SOM DEN eneste hjem til Danmark – til et job hos det amerikanske konsulentfirma McKinsey. Allerede sidste sommer hentede firmaet ham hjem til Danmarks-kontoret for at afprøve hans talenter i en sommer-praktikantstilling. Som de andre ser han i dag på Danmark med nye briller:

“Alle mine europæiske venner her siger det samme om det at tage hjem: Det er svært at vænne sig fra de muligheder, Harvard åbner herovre. I Europa er der ganske enkelt ikke højt nok til loftet. Før jeg tog af sted, ville jeg gerne arbejde i Finansministeriet – som polit. er det ligesom dér det sker. Men herovre er jeg blevet præget af den amerikanske måde at tænke på.

Mine ambitioner om at gøre en forskel i Danmark er kun blevet styrket herovre, men ved at arbejde for McKinsey vil jeg kunne bruge det bedste herovrefra og samtidig arbejde i Danmark. I et amerikansk konsulentfirma kender de min uddannelse, og jeg ved, at jeg bedre vil kunne udfolde mig her og blive værdsat for det, jeg kan. Hvis jeg ville arbejde i Finansministeriet, havde jeg ikke behøvet at tage herover.”

Danske virksomheder er tilsyneladende ikke rigtig gearet til – eller måske ikke interesseret i – at konkurrere om den forholdsvis sjældne vare, som en dansk Harvard-studerende er. Eller som Per siger:

“Jeg var i kontakt med det danske udenrigsministerium, men de sakkede hurtigt bagud. De er ikke oppe på tæerne – følger ikke op. For slet ikke at tale om lønnen, som er helt håbløs. Og sådan er det hele vejen rundt; Lego, Carlsberg, de er her ikke. Selv den amerikanske offentlige sektor har fast track-positioner og rekrutterer aktivt på Harvard.”

Og som Lars prosaisk tilføjer: “Hvordan tilbagebetaler du en gæld på op til 100.000 dollars efter to år på HBS? Ikke ved et job til 24.000 kroner om måneden i Danmark. Alene de amerikanske lønninger gør det svært at sige nej.”

Udlandsdanskere har med tiden en tendens til at udvikle sig til én af to stereotyper: Nationalromantikeren og den professionelle Danmarks-hader. Men både Per og Lars understreger, at de gør meget for at undgå at havne sådan. “På sigt kunne jeg godt se mig selv som direktør for en dansk virksomhed eller på en toppost i dansk eller internationalt diplomati,” siger Per og fortsætter:

“Min motivation er personlig udvikling, ikke lønnen, og Danmark er og bliver mit udgangspunkt. Dér har jeg min familie og mit hjerte. Danmark har givet mig min uddannelse og har hjulpet mig til, hvor jeg er i dag, og jeg føler mig forpligtet til at betale det tilbage. Men professionelt vil det være lettere for mig at komme tilbage til en meningsfuld stilling i Danmark, hvis jeg har gjort karriere i udlandet.” 

PÅ GRÆSPLÆNEN  FORAN SKOLEN er opstillet podium, klapstole og store åbne telte i baggrunden, hvor frokosten venter. Efter dekan Joseph Nyes velkomst defilerer de kappeklædte kandidater hen over scenen og får trykket dekanen og et diplom i hånden. Paraden afrundes af prodekan Julie Wilson:

“Dette er ikke farvel for altid. Det kan godt være, at I nu forlader Kennedy-skolen og rejser videre for at udføre store bedrifter. Men husk, at uanset hvad der sker, vil I altid være en del af Harvard-familien!”

Måske hentyder hun til Harvards mægtige fundraiser-apparat, som nu  sigter efter kandidaternes tegnebøger. Måske tænker hun på det lumre, logeagtige netværk, som Harvard-folk kan trække på, når de har brug for en tjeneste fra en ukendt logebror – understøttet af kandidat-databaser inddelt efter byer og erhverv; for slet ikke at tale om klubber og fitnesscentre i USA’s store byer, hvor adgangsbilletten er en Harvard-grad. Eller måske tænker hun blot på, at de studerende, der nu går ud gennem Harvards porte, er forvandlede mennesker.