EUROMAN - SPACE INVADERS


Allerede nu lægges de første planer for den kommercielle udnyttelse af rummet. Eksperter forudser, at der vil være millioner af dollars at hente på rumturismen, der indbefatter alt fra ture i rummet til ophold på rumhoteller. Matias Seidelin har talt med rumturismens bagmænd, der drømmer om en regulær masseturisme.

 

VI ER I DALLAS. Året er 1967, og i den amerikanske rumindustri hersker en nærmest euforisk stemning. NASA har just fuldendt den succesfulde opsendelse af Apollo 11, og på American Astronautical Societys årlige konference for rumforskning skal Barron Hilton – skaberen af verdens største hotelkæde, Hilton-hotellerne – tale om fremtidens rumturisme. Barron Hilton er ikke et øjeblik i tvivl. Hotelgigantens næste milliardinvesteringer kommer til at ligge fjernt fra jordens oceaner og storbyer: ”Hvis supermagterne bliver ved med at bruge det ydre rum til fredelige formål, vil rumturister befolke rummet – og hvor der er rumturister, skal der være Hilton-hoteller.” I løbet af talen fremlægger han de første planer for det såkaldte Orbiter Hilton – et hotel, der skal flyde frit i rummet, mens Lunar Hilton skal bygges under månens overflade med plads til 100 værelser: ”Besøg vores Galaxy Lounge. Nyd en Martini, og kig på stjernerne. Selv om du befinder dig under månens overflade, vil du gennem termoruder have direkte udsyn til det ydre rum og jorden … Hvis skæbnen er med mig, vil jeg vædde min sidste dollar på, at enten jeg eller en af mine sønner vil bygge de første Hilton-hoteller i det ydre rum.”

TALEN BLIVER I DAG af forskere i rumteknologi betragtet som historisk. Det var første gang, at begrebet rumturisme blev tillagt betydning, og frem for alt var det første gang, storkapitalen begyndte at ryste med pengeposen. Barron Hilton opfordrede i 1967 den daværende præsident for flygiganten McDonnell Douglas Corporation, Donald Douglas Jr., til at skyde dollars i det, han døbte Hilton-Douglas Orbiter Hotels.

”Ideen om rumhoteller har været på tegnebrættet i mange år. Japan har gennem det statsfinansierede The Japanese Rocket Society og forskellige store private ingeniørfirmaer lavet en række meget omfattende og klassiske studier i rumhoteller, og både Boeing og Lockheed Martin forsker lige nu i at lave transportsystemer til kommercielle rumflyvninger.” Ordene kommer fra lektor i rumteknologi Mark Hempsell fra Bristol University. Selv har han gennem en årrække arbejdet med rumturisme og kommerciel rumflyvning i rumindustrien hos British Aerospace. ”Mennesket har altid betragtet rummet som den sidste og mest ultimative grænse. Og vi ved fra historien, at er der et potentielt marked, er der også penge og vilje til at gennemføre selv de mest absurde projekter. Sådan fungerer kapitalismen.”

Imidlertid findes der i ølge Mark Hempsell stadig en stor skepsis blandt de helt store industrigiganter, som indtil videre er tøvende over for store investeringer. I marts 2001 trak NASA sig ud af sit samarbejde med Lockheed Martin om opsendelsen af den første rumfærge til kommercielt brug for passagerer, VentureStar. På det tidspunkt havde NASA finansieret X-33 projektet i fire år, og den første opsendelse var allerede planlagt til 2005.

”Rumturisme er ikke vellidt overalt. NASAs skepsis er stor og bunder i, at de selv siden Den Kolde Krigs afslutning har haft monopol på rummet. Kommercielle projekter som rumturisme vil imidlertid udhule NASAs monopolstatus. Derfor holder de igen, og når de gør det, sker der heller ikke massive investeringer fra andre firmaer. Historisk set følger rumindustrien nemlig NASAs officielle politik. Men store virksomheder inden for rum- og turistindustrien ønsker alligevel at holde trit med udviklingen. Udadtil siger de måske, at de ikke forsker i teknologi til rumturisme, men indadtil har de folk ansat til at overvåge markedet. Andre er med, fordi det skaber en stor PR-værdi. Medierne skriver om det, og det giver god omtale,” siger Mark Hempsell.

ET AF DE FIRMAER, der offentligt har nægtet ethvert samarbejde med rumindustrien, er pudsigt nok Hilton. Det skete i september 1999, efter det slap ud, at hotelkæden stadig holdt liv i Barron Hiltons idé fra 1967 om at bygge et hotel 800 kilometer over jordens overflade. Bestyrelsesformand for Hilton Peter George afviste prompte rygterne, som han kaldte det pure opspind. Men spørgsmålet er, om rygterne, som kom fra Hiltons egen talskvinde, Jeanne Datz, ikke bar på et gran af sandhed. Hilton har nemlig i dag nære kontakter med den europæiske rumindustri. Beviset finder vi i Bremen i Tyskland hos Astrium, som er industrigiganten Daimler Chryslers afdeling for rumteknologi. Her forsker man netop i at bygge rumhoteller: ”Vi har et team af kompetente forskere, der lige nu arbejder med planer for rumhoteller. Og ja, vi har gennem de seneste år haft tætte kontakter til Hilton, som løbende underrettes om vores forskning. De er meget interesserede, for ligesom andre store firmaer ønsker Hilton ikke at blive taget på sengen, når den egentlige rumturisme først slår igennem. Og det vil den gøre på et tidspunkt. Det er realiseringen af en af de største visioner i moderne tid: At kunne rejse frit i rummet,” siger Astriums kommunikationschef Mathias Spude.

Astrium er i det hele taget et sandt mekka for rumturismens frontløbere. Med sine 7.500 ansatte fordelt i Frankrig, England og Tyskland og med kapital fra DaimlerChrysler og European Aeronautic Defence and Space Company (EADS) har firmaet sat sig tungt på udviklingen af avanceret rum- og satellitteknologi til forskning og militært brug og er i dag sammen med NASA primus motor i opbygningen af den internationale rumstation (ISS). Men en ting er, hvad firmaet foretager sig for alverdens nationale regeringer. Da DaimlerChrysler for et halvt år siden investerede i 30% af Astriums aktier, var der også et andet erklæret mål: Man ønskede at sætte skub i udviklingen af rumfartøjer til brug på det private marked. 


IFØLGE MARK HEMPSELL fra Bristol University er der mange penge på spil. ”Hidtil har det kun været et regeringsanliggende at investere i avanceret rumteknologi. Men når de første private firmaer træder til, vil det åbne dørene til et helt nyt marked, hvor nogle antager at kunne tjene millioner af dollars. Når det sker, vil det kickstarte rumturismen, som ganske givet vil være en hjørnesten i den kommercielle udnyttelse af rummet i en mere fjern fremtid.” På verdensturistkonferencen på EXPO-udstillingen i Hannover i september 2000 fik offentligheden et indblik i, at det netop er denne strategi, der ligger til grund for de aktuelle investeringer i rumindustrien. Det skete, da lederen af Astriums Bremen-sektion og bestyrelsesmedlem Josef Kind brugte følgende ord: ”Rumindustrien er allerede nu ved at lægge sig fast på markedsandele for 2030 og fremefter for at sikre sig, at den relevante teknologi er til stede, når det først går løs. En ting er sikkert: Rumturisme er teknisk muligt. Og hvis der er noget, historien har vist, er det, at når noget er teknisk muligt, kommer det også til at ske. Det eneste tilbageværende ubesvarede spørgsmål er, hvem der først kommer til at realisere denne udfordring.”

Indtil videre har Astrium konstrueret et hotel med plads til 280 gæster, men Mathias Spude siger, at der vil gå mindst 20 til 30 år, før man har udviklet rumfærger, der gør det muligt at fragte passagerer til og fra rumhotellet. Et sådant kunne være Astriums egen ”Space-Hopper”. Den første generation af Hoppere vil fra 2015 kunne medtage syv ton fragt til arbejdsstationer i det ydre rum, mens Hopperen på et senere tidspunkt skal kunne transportere passagerer ud i rummet og tilbage igen.

DET ER NETOP DRØMMEN om at trafikere rummet, som driver alverdens rum-entusiaster.

”Da Charles Lindbergh foretog sine første flyvninger over Atlanten, var der ingen, der i sin vildeste fantasi forestillede sig, at flytransport blot få årtier senere ville blive en af de mest profitable forretninger på verdensbasis. Hvis man tager en gennemsnitslufthavn i USA i dag, har den alene 900.000 flyvninger på årsbasis.” Gregg Maryniak taler i en uafbrudt strøm, da Euroman en tidlig morgen fanger ham på X-prize Foundations kontorer i St. Louis, Missouri, i det sydlige USA. X-Prize råder over et ukendt millionbeløb doneret af rige forretningsfolk og har udlovet den nette sum af 10 millioner dollars til det firma, der først bygger et såkaldt Reusable Launch Vehicle, der i stil med Hopperen skal kunne transportere turister sikkert frem og tilbage fra rummet.

”For at vinde prisen skal man lave et fartøj, der kan medbringe mindst tre passagerer, lande og gennemføre den samme tur fjorten dage senere. Som det er i dag, tager det nemlig op til tre måneder at forberede en tur ud i rummet, og det er både for omkostningsfyldt og for besværligt, hvilket betyder, at det ikke er rentabelt at lave rumrejser for almindelige turister,” siger Gregg Maryniak, der er næstformand i fondet. Konkurrencen har indtil videre samlet 21 hold fra fem forskellige lande. Det sidst tilmeldte er fra Rusland, og Gregg Maryniak regner med at have fundet en vinder senest i 2006.

”Ideen er at sætte gang i den udvikling, der nødvendigvis vil komme: kommercielle rumflyvninger med almindelige mennesker som passagerer.

Bladrer man igennem kataloget af deltagere i X-Prizes konkurrence, præsenteres man for en stribe af nye transportmidler – fra hybrider af raketter og flyvemaskiner til bobleformede tingester med ild i halen. Det ligner mest af alt en tilfældig side fra en science fiction-tegneserie, og en enkelt deltager er da også en smule skeptisk med hensyn til lødigheden i konkurrenternes projekter.

”Nogle har ikke præsenteret andet end en tegning med en rumraket,” siger direktør for Starchaser Industries Ltd., Steve Bennett. Små hundrede kilometer fra Manchester i Nordengland lægger han lige nu sammen med et team på 35 forskere sidste hånd på sin egen raket – den såkaldte Thunderbird. Steve Bennett, der har en ph.d.-grad i fysik fra Salford-universitetet i England, stod selv bag den første ”private” raket affyret mod rummet. Det skete i 1996, da Starchaser 2 gik ubemandet ind i stratosfæren og landede uskadt med en faldskærm ud for Nordenglands kyst. Den nye Thunderbird, som affyres i juli måned i år, skal han selv flyve: ”Siden jeg var lille, har jeg drømt om at komme ud i rummet. Den samme drøm har mange af mine kolleger – også tidligere ansatte ved NASA – der mener, at rumfart ikke blot skal være for en udvalgt skare af forskere og astronauter: Monopolet skal brydes, og almindelige mennesker skal have mulighed for at tage på rejser i verdensrummet,” siger Steve Bennett og fortsætter: ”Om to til tre år har vi den rigtige Thunderbird klar. Den vil tage tre turister med ud i rummet på en kort tur, lande og tage af sted igen syv dage senere med tre turister mere.”

RUMMETS LYKKERIDDERE BESTÅR imidlertid i dag kun af en eksklusiv gruppe af rige forretningsfolk, der har råd til at spendere en mindre formue på ture til rummet. Den amerikanske forretningsmand og tidligere NASA-ingeniør Dennis Tito betalte 20 millioner dollars for at blive skudt af sted i en russisk Sojus-raket i maj måned, mens Steve Bennett har solgt to billetter for 250.000 pund til et par britiske rigmænd for en tur i hans Thunderbird. Men allerede nu er turistindustrien begyndt at udnytte rumkonceptet i et bredere kommercielt øjemed. Det Washington-baserede Space Adventures, der stod bag opsendelsen af Tito, sælger alt fra rejser til NASAs affyringsramper i Cape Canaveral til MIG 25 flyvninger i 20 kilometers højde – helt deroppe, hvor stratosfæren brydes, og jordens krumning dukker frem under ens fødder. Man kan deltage i kosmonauttræning i Jurij Gagarins tidligere træningscenter i Star City i Rusland og spise rigtige astronautmåltider, inden man tager en tur i vægtløs tilstand i træningsfly over de russiske stepper. Verdens befolkning er begyndt at varme op til at indtage rummet – også i Danmark, hvor Space Adventures danske agent ETC Travel allerede har solgt fem ture til rummet og to til månen. ”Kunderne betaler typisk et depositum på 70.000 kr. Der er ikke fastsat en endelig pris på ture til månen, mens en rumflyvning koster 100.000 dollars. Jo mere du betaler, des længere kommer du frem i køen, og dem, der betaler det fulde beløb, er sikret en plads i Space Adventures’ eksklusivklub, som er de første til at forlade jorden,” siger direktør Lars Plenge fra rejsebureauets lokaler i Holte.  

Space Adventures’ billetter modtages i form af et boardingpas, og med det i hånden kan man stige om bord på en spacecab til månen eller blot til en tur ud i rummet – altså når og hvis det kan lade sig gøre. Kritikere hævder nemlig, at der vil gå lang tid, før de håbefulde rumturister får valuta for deres store investeringer.

”Selv om der er stor opmærksomhed på rumturisme også blandt store kapitalstærke virksomheder, er det indtil videre kun en håndfuld entusiaster, der står for at lave egentlige rumraketter til turister. Derfor vil det tage lang tid, før rumturismen slår igennem. Og set i det lys kan det da også virke ganske absurd, at turistbureauer verden over allerede er begyndt at sælge billetter til rejser, der i realiteten endnu ikke kan lade sig gøre. Måske sker det slet ikke i vores levetid,” siger Mark Hempsell fra Bristol University. 

Men med en årlig omsætning på 450 milliarder dollars er turistindustrien et lukrativt marked også for den etablerede rumindustri. ”Folk rejser mere og længere, og det er netop dette marked, vi skal ind på,” siger Mathias Spude i telefonen fra Bremen. Astrium har en speciel afdeling med økonomer og markedsanalytikere, hvis eneste job er at kortlægge fremtidens marked inden for privat rumflyvning. Det gælder både rumturisme og fragtflyvning: ”Vores undersøgelser viser, at hvis en billet koster 1 million dollars, vil 10.000 mennesker tage af sted, men kommer prisen ned på 100.000 dollars, vil 100.000 mennesker gerne investere i en tur ud i rummet. Samtidig viser et utal af studier foretaget både her, i USA og i Japan, at hvis priserne kommer endnu længere ned, vil markedet for rumturisme stige ganske betragteligt,” siger Mathias Spude.

Den britiske fysiker David Ashford, der er forfatter til den klassiske bog ”Your Spaceflight Manual – How You Could be a Tourist in Space within Twenty Years” fra 1990, er mere optimistisk. Hans firma Bristol Spaceplanes deltager selv i X-Prizes konkurrence om at komme først til rummet. Raketten hedder Ascender og vil kunne tage to passagerer og to besætningsmedlemmer på en 30 minutters tur 100 kilometer op over jordens overflade. Det vil den kunne gøre flere gange om dagen: ”De første ture vil blive korte, men lige så snart t adgangen til rummet bliver billig, er konstruktionen af rumhoteller og anden teknologi, der muliggør egentlig rumturisme, ganske ligetil. Mit bedste skud er, at middelklassen inden for de næste 15 år vil have råd til at købe billetter til rummet – det betyder, at en million mennesker hvert år vil tage af sted.”  

HISTORIEN OM RUMTURISMEN slutter i London. Her bor bank-investoren Per Wimmer, der som en af kun få danskere allerede har købt en billet både til rummet og til månen. Han hører med til den allermest fanatiske inderkreds af verdens rumelskere og tog sammen med Dennis Titos familie turen ind i det dybe Rusland til Kasakhstan på grænsen til Kina i et chartret privatfly for at se den aldrende Tito stige til vejrs.

”Nogle synes måske, det er mærkeligt, at man investerer så mange penge i at rejse ud i rummet. Men da vi så opsendelsen af Tito, blev det klart for os, at almindelige mennesker snart vil tage af sted mod rummet,” siger Per Wimmer, der allerede har trænet som kosmonaut i det russiske Star City uden for Moskva.

”Men det er bare de indledende øvelser. Målet er at komme til månen, og lige meget om jeg så bliver 75 år, skal jeg nok komme af sted – og tænk, hvis jeg kan plante Dannebrog på månen. Det er i hvert fald min ultimative drøm.