Eventyrernes Klub!



Alene navnet giver association til opdagelsesrejsende, Grønlandsfarere og Jules Verne, og det er en gammel drengedrøm, der går i opfyldelse, da jeg går ind af døren til klubhuset i Nyhavn 53B. Lige fra jeg første gang hørte om klubben, har jeg drømt om at se stedet. Helst som medlem naturligvis, men i mangel af bedre er en personlig rundvisning med formanden acceptabelt.Og splitte mine bramsejl om ikke alt er fuldkommen som det skal være. Lugten er sødlig, hengemt næsten, med et snert af cigarrøg. I midten af rummet står det legendariske 'runde bord', et massivt træbord med medlemmernes navne indridset som gamle runer. Lokalet nærmest emmer af eventyr, oplevelser og Kaptajn Haddock. Fra loftet hænger to udstoppede flagermus, på bordet står et par brækkede stødtænder og væggen er prydet af isbjørneskind, afrikanske skjolde og kinesiske portrætter.En rigtig hule, helt efter bogen, og det er ifølge formanden Klaus Aarsleff da også lige, hvad Eventyrernes klub - eller Adventurer's Club of Denmark - som den rettelig hedder er.»Det er en drengerøvsklub for voksne, ingen tvivl om det. Vi er her for at være sammen med gutterne, det er det bærende element«, siger Aarsleff og kigger sig tilfreds omkring i lokalet.I dag er det tomt. Det er torsdag eftermiddag, men hver tirsdag aften er det her kongerigets vildeste vovehalse stimler sammen for at udveksle erfaringer, spise en bid brød og høre et foredrag fra et potentielt medlem. Som mange andre loger er Eventyrernes Klub lukket for ansøgere, for at blive medlem skal man blive opfordret. Og vejen til at blive det, og dermed træde ind i den eksklusive skare er at holde et foredrag.»Typisk finder vi vore medlemmer blandt vores foredragsholdere. Hvis vi hører om nogen, der har gjort noget interessant, inviterer vi dem ind og holde et foredrag, og afhængigt af, hvad de kan berette, og hvordan de i øvrigt er, ja så kan det være, at nogen foreslår at optage dem som medlemmer«, siger Klaus Aarsleff.»Så det er en blanding af, hvad man har gjort, og hvordan man er. Hvis man ikke er en hyggelig fyr, så kan man være rejst til Månen for min skyld. Så bliver man ikke medlem«.Bliver en foredragsholder »proponeret som medlem«, som Aarsleff udtrykker det, bliver der nedsat en udvælgelseskomite. Giver den efter nærmere studier af ansøgerens meritter grønt lys bliver spørgsmålet rejst i medlemsbladet, og hvis ingen derefter har indvendinger, er vejen banet.Nye medlemmer optages under en særlig ceremoni som Aarsleff ikke ønsker at delagtiggøre offentligheden i. »Den er ikke livsfarlig, så meget kan jeg sige«, siger han.Glem det, kvinder! Men hvad er en eventyrer i disse dage, hvor de hvide pletter på landkortet for længst er fyldt ud og enhver student med respekt for sig selv har rejst kloden rundt?Godt spørgsmål, mener Klaus Aarsleff. »Det er klart, at det er blevet sværere at afgrænse begrebet. Alle kan jo rejse i eksotiske lande, så der skal mere til i vore dage«, siger han og tænker sig lidt om.»Det afgørende er nok, at der ligesom er en mening med rejsen, at det ikke bare er for sjov«, siger han og peger som eksempel på klubbens nyeste medlem. En kirurg ved navn Siems Siemssen, der ifølge Aarsleff blev optaget på grund af hans mange rejser og arbejde i krigszoner.For Aarsleff selv var det mange års rejser for at undersøge fortidsgåder, der var adgangsbilletten, men han understreger, at der ikke er nogen faste kriterier. Hvis det for eksempel lykkes den danske bankmand Per Wimmer at købe sig vej ud i rummet som den første dansker, ja så vil Aarsleff ikke være utilbøjelig til at mene, at han er kvalificeret til optagelse. Også selv om eneste formål med den bekostelige rumfart er fornøjelse eller måske rettere oplevelser.For godt halvdelen af befolkningen er adgangen dog spærret uanset hvor mange oplevelser, rumrejser eller kontinenter, de får under vesten. Eventyrernes Klub er en ren mandeklub, der er som Aarsleff med et svedent grin siger »ikke mange østrogener i luften«.På det område er udviklingen faktisk gået bagud. Da polarforskeren Peter Freuchen 13. december 1938 tog initiativet til at stifte foreningen var der to kvinder blandt de 10 eventyrere, som han samlede på Universitetscafeen. Det var dengang mener Aarsleff, i dag er Eventyrernes Klub »ren mandehørm«, og kvindelige eventyrere må nøjes med søsterforeningen 'Womens Adventurer's Club', der blev stiftet i 1954.Gode tider for eventyrere Bliver man medlem forventes man at bidrage til samlingen af kuriosa, der fylder klublokalet. Aarsleff donerede en 800 år gammel peruviansk bæltepung til opsamling af kokablade, der hænger fint indrammet ved siden af et kæmpe kinesisk maleri. Generelt er det dog gået ned ad bakke med erhvervelserne, mener Aarsleff.»Der hele var ligesom lidt mere eksotisk tidligere. I dag er det vanskeligt at finde noget virkeligt unikt«, siger han, og tilføjer at det såmænd er godt det samme. »Der er sgu alligevel ikke plads til mere«.Og selv om de store opdagelsesrejsers tid er forbi, så mener Aarsleff ikke, at han og de øvrige eventyrere er født for sent.»Nej, slet ikke. Det er klart det var mere romantisk i gamle dage, hvor der var hvide pletter på kortet. Men til gengæld kan man komme meget mere rundt i dag. På Freuchens tid skulle man vel være glad, hvis man nåede en halv snes ekspeditioner på et helt liv. I dag er to om året jo ikke urealistisk«.

marcus.rubin@pol.dk