Per Wimmer fortæller i sin nye bog, hvordan boblen inden for grøn energi og miljøteknologi vil snart vil briste.
Foto: Casper Dalhoff & Colourbox, Kollage: Mattias Grøndal

Finanshaj: Næste boble er bristeklar
Af MATTIAS GRØNDAL Offentliggjort 31.08.11

Per Wimmer scorer millioner på en enkelt dags arbejde, skriver han i ny bog om sit liv på Wall Street.

 

 


Forsiden af Per Wimmers nye bog "Wall Street.

Fakta om bogen:

Titel: Wall Street

Forfatter: Per Wimmer i samarbejde med Sune Aagaard.

Udkommer: 6. september på forlaget L&R Business

Pris: 299,95 kr.

Forlagets beskrivelse af bogen: I mere end 10 år
har den unge danske investmentbanker, eventyrer
og millionær Per Wimmer dagligt jongleret med dollarmillionerne på Wall Street. Mens hans klienter blev milliardærerom formiddagen, gik andre bankerot om eftermiddagen. I denne bog tager Wimmer læseren med ind i det allerhelligste hos verdens største og mest lukkede finanshuse og viser de økonomiske og psykologiske mekanismer, der holder verdensøkonomien kørende og driver Wall Streets raske drenge. Og som i sidste ende knuser den globale økonomi til atomer, den dag maskinen kører af sporet.

 

Siden 1998 har den danske finansmand og eventyrer Per Wimmer boltret sig på alverdens finansmarkeder.

Først som nyudklækket "finanshaj" hos investeringsbanken Goldman Sachs, der installerede ham i en femværelses penthouse-lejlighed på Park Lane i New York med guld på håndtagene og en månedlig husleje på mere end 100.000 kr.

Her var Per Wimmer personligt med til at blæse luft i den gigantiske dotcom-boble, der som bekendt sprang med et knald så stort, at lufttrykket væltede tusindvis af virksomheder og investorer verden rundt.

Egen investeringsbank

Siden skiftede han via et par attraktive stillinger hos to store finanshuse i London tilværelsen som "lønslave" ud med en tilværelse som "herre i eget hus", da han i 2007 grundlagde sin egen investeringsbank, Wimmer Financial, med fokus på at parre investorer og virksomheder inden for energi- og råvare-sektoren.

Per Wimmer befandt sig derfor mere på sidelinjen, da investeringbankernes alt for kreative omgang med amerikanske boliglån i 2008 udløste den værste økonomiske krise siden 1930'erne.

Men hvis der er noget, der kendetegner den internationale finansverden, så er det den manglende evne til at lære af tidligere fejltagelser og det ekstremt kortsigtede fokus på at score gevinster nu og her.

Næste boble er bristeklar

Derfor er Wall Streets boblemaskine allerede godt i gang med at pumpe luft i den næste store boble, der efterhånden er ved at være bristeklar.

Det skriver Per Wimmer i sin bog "Wall Street", hvor han i samarbejde med forfatter Sune Aagaard og med udgangspunkt i sin egen karriere og oplevelser i finansverdenen giver sin version af de seneste 12-13 års hæsblæsende tur i den finansielle rutsjebane - og ikke mindst et bud på, hvad fremtiden vil bringe.

Den nye boble, som Per Wimmer ser det, er inden for grøn energi og miljøteknologi.

"Den nye boble er ved at vokse sig stor. For mens store dele af det traditionelle erhvervsliv blev hårdt ramt af finanskrisen, var de enkelte sektorer, som klarede sig mere end godt. En af dem, der fik endnu mere medvind, var grøn energi og miljøteknologi. Allerede i årene før krisen oplevede udviklere og producenter af vindmøller, solceller, bølgeenergi, geotermisk energi, biomasseprojekter og mange andre variationer over temaet miljørigtig energi, at de havde utroligt mange venner blandt politikerne verden over. Klimadagsordenen var brændende varm, og der var goodwill i spandevis til dem, der mente, at de havde en løsning på problemet," skriver Per Wimmer i sin bog. 



Overdreven risikovillighed

Og påstanden om den grønne energi-boble er ikke blot grebet ud af luften.

Per Wimmer har de seneste år igen og igen oplevet den samme overdrevne risikovillighed og manglende skepsis, som kendetegnede investorerne under opbygningen af it-boblen i slutningen af 1990'erne.

Det er bl.a. netop inden for grøn energi, at han gennem sin investeringsbank Wimmer Financial forsøger at matche kapitalhungrende virksomheder med risikovillige investorer. Og succesen kommer ofte næsten helt af sig selv.

Indisk biomasse-projekt

I bogen beskriver han bl.a., hvordan han forsøger at finde investorer, der vil skyde penge i en indisk virksomhed, der er i færd med at udvikle en helt ny biomasse-teknologi.

Indtil videre har virksomheden brugt 150 mio. dollars på udvikling, uden at der endnu er genereret så meget som en dollar i omsætning eller sågar bevis for, at teknologien vil vise sig økonomisk rentabel på  længere sigt.

Virksomhedens ønskede i første omgang at rejse 350 mio. dollars i ny kapital, men Per Wimmer fandt en investor, som pressede på for at få lov til at skyde 545 mio. dollars ind, fordi et forsikringsselskab indvilligede i at forsikre handlen mod fremtidige tab.

Får stoppet penge i halsen

Aftalen er endnu ikke lukket, men alt tyder nu på, at den ender med at skaffe inderne mere end 1 mia. dollars i ny finansiering, skriver Per Wimmer i bogen.

"De 350 millioner (dollars, red.) er i virkeligheden et frækt udspil for en så ny teknologi, selvom potentialet er mere end stort. Men nu bliver man decideret opfordret til at tage imod mange, mange flere penge. Det er præcis den slags samtaler, som Wimmer jævnligt havde med folk før kreditkrisen, og præcis den indstilling, som førte til den eksplosive vækst i handlen med risiko og et virvar af indbyrdes transaktioner, som ingen var i stand til at rede ud igen," lyder det i bogen.

Problemet er ifølge Per Wimmer, at alle parter i aftalen har interesse i, at det finansierede beløb bliver så højt som muligt. Også de konkrete personer hos den pågældende investor, som er provisions-aflønnet. Jo større aftale, desto større løn.

Per Wimmer beskriver i bogen flere forhold, der indikerer, at den nye boble kan være tæt på at briste, og han beskriver, hvordan det vil sende chokbølger gennem de finansielle markeder - nøjagtigt som det var tilfældet med dotcom-boblen i 2000.

Udstiller sin egen slette moral

Men med sit negative syn på branchen for grøn energi og miljøteknologi udstiller han også sin egen slette moral, idet han som den velvillige formidler af de hidsige pengestrømme mellem virksomhed og investor faciliterer, at boblen kan blive pustet yderligere op.

Og at der er endog store penge i det for Per Wimmer, lægger han ikke skjul på.

Han giver et eksempel, hvor han på vegne af den tidligere nævnte indiske virksomhed bliver sat til at finde en køber til en guldmine, der tilfældigvis ligger på et jordstykke, som inderne har erhvervet til at udbygge sit biomasse-projekt i Bulgarien.

Tjener 5 mio. på en enkelt dag

Per Wimmer får fløjet direktøren for et canadisk prospekteringsselskab til København, hvor han i løbet af en enkelt dags møder mellem canadieren og inderne ikke blot får lukket aftalen om den bulgarske guldmine, men samtidig lægger kimen til to andre potentielt lukrative handler.

"På sådan en enkelt arbejdsdag, selvfølgelig med nogle dages forberedelse, tjener Wimmer måske i nærheden af 5 millioner kroner. Og det beløb kan meget vel blive dobbelt så højt, fordi han beder om at få hele sin kommission udbetalt i aktier i det canadiske selskab, som kommer til at stige voldsomt i værdi, når det nye bulgarske aktiv bliver præsenteret," lyder det i bogen.

Per Wimmers bog "Wall Street" udkommer 6. september ved forlaget  L&R Business.