Den danske forretningsmand Peter Wimmer skal sendes op i rummet med en videreudbygning af det private rumskib SpaceShipOne (foto: Scaled Composites).
 

Første dansker drøner på rumtur i 2009

Den danske forretningsmand Per Wimmer bliver den første dansker i rummet. I i 2009 bliver han skudt mod stjernerne sammen med Virgin-rigmanden Richard Branson i hans privatejede rumskib Spaceship 2.

Af Mikkel Meister Pedersen,  onsdag 23. jan 2008 kl. 13:54


Per Wimmer, her i fuld "uniform", bliver den første dansker i rummet, når Virgin-milliardæren Richard Bransons rumskib, Spaceship 2, flyver afsted i 2009. (Foto: Wimmerspace.com)

En million danske kroner koster det den danske forretningsmand Per Wimmer at blive den første dansker i rummet. Allerede til næste år skal han sidde med i Virgin-milliardæren Richard Bransons rumskib Spaceship 2.

»Jeg håber, den danske befolkning vil dele min glæde. Det er på tide med en dansker i rummet, og jeg vil gøre mit bedste,« siger Per Wimmer ifølge DR Nyheder.

Richard Branson har længe barslet med planer for rumturisme gennem sit selskab Virgin Galactic, og onsdag bliver modellen for både rumskibet Spaceship 2 og moderskibet White Knight 2 præsenteret i New York.

Per Wimmer ejer sin egen investeringsbank i London og er medlem af gruppen af »founding astronauts« - en lille gruppe udvalgte astronauter, som har været med i Virgin-projektet siden begyndelsen i 2004.

»Jeg har trænet til at komme i rummet gennem mange år, og i oktober 2007 gennemgik jeg en fuld simuleret affyring. Så nu kan jeg snart ikke vente længere på at komme af sted,« siger han.

Virgin Galactics rumprogram blev ramt af en tragedie i efteråret 2007, hvor en prototype af rumskibets raketmotor eksploderede med tre dræbte og flere sårede til følge.

Men tragedien afskrækker ikke danskeren.

»Jeg kendte flere af dem, og selvom det er et stort tab, har det kun gjort os alle mere beslutsomme på at gennemføre missionen,« siger Per Wimmer til DR Nyheder.

Nu ser det dog ud til, at Virgin med onsdagens præsentation er kommet tilbage på sporet.

En plads i rumskibet hos Virgin Galactic koster 1 million kroner, men Richard Branson har lovet, at den pris med tiden kan bringes ned, så flere mennesker får mulighed for at tage på rumtur.