Her er prisen: Så meget har rigmand givet for privat ø

Vordingborg - 29. juli 2021 kl. 11:31
Af Lars Christensen / SN.dk 


Den lille private ø Masnedø Kalv nåede at være til salg i næsten et år. Foto: Google Maps

Det er ikke hver dag, at en privat ø bliver solgt i Danmark, og derfor skabte det også stor opmærksomhed, da eventyreren og forretningsmanden Per Wimmer stod frem som den nye ejer af Masnedø Kalv.

Den 2,3 hektar store ø har været ti salg i et lille års tid, men i første omgang ønskede rigmanden ikke at oplyse, hvad han havde givet for at få sin egen ø.

Nu er handlen dog blevet tinglyst, og dermed er prisen ikke længere en hemmelighed, skriver boligmediet Boliga.dk.

Filantropen - som blandt andet står bag investeringsbanken Wimmer Financial og rumprojektet Wimmer Space - har nemlig betalt intet mindre end 7,3 millioner kroner for den 2,3 hektar store ø i Storstrømmen.

En handel, der var i hus blot 14 dage efter han hørte om øens eksistens for første gang:

- Det var ikke planlagt, at jeg skulle købe en ø, så det var lidt af et impulskøb, forklarede finansmanden til avisen kort efter købet.

- Det skal være nemt at komme til, når jeg er i København. Det er kun en time i bil og et kvarter i helikopter, så det passer mig fint. Havde øen ligget for eksempel i Limfjorden, så havde jeg nok ikke været interesseret, forklarede han videre.

Rigmanden har allerede tilbragt de første weekender på øen, og det har kun bekræftet ham i købet.

- Det er simpelthen så dejligt et sted. Der er så meget natur, og når man går i land og går op gennem det høje græs for at komme op til hytten, så er det bare perfekt, forklarede han.

- Og så kan man samtidig også være meget, meget privat på grund af den måde, som øen er indrettet. Man bliver ikke begloet af alle, der sejler forbi, tilføjede rigmanden, der ser frem til at sejle rundt til de mange lystbådehavne i nærområdet.

Salget af øen - som også huser et sommerhus i form af en norsk bjælkehytte på 78 kvadratmeter - blev håndteret af liebhavermæglerkæden Lützau.dk, og da Per Wimmer slog til, lød udbudsprisen på 8.295.000 kroner. Prisen er dog tidligere blevet sat ned fra 10 millioner, og selvom sælgerne altså har måtte sluge et stor millionnedslag i prisen, så er de nok alligevel godt tilfredse med prisen. Sidste gang øen var til salg, der blev den solgt for »blot« 1,75 millioner.