Publiceret 19. Marts 2008 07:00

Ingen mistanke til hemmelig millionær

Jan Rasmussen fra bokseklubben Ørnen i Nakskov glædede sig over at have fået en fin fyr med i klubben.


Per Wimmer og Jan Rasmussen træner. Foto: Thomas Frandsen/TV 2

Af Michael Torfing

Det var først, da han stod mundlam med en check på 40.000 kroner, det gik op for Jan Rasmussen, at den fine fyr, Per Larsen, som han glædede sig til skulle begynde i bokseklubben Ørnen er multimillinær og hedder Per Wimmer.  
- Han sagde, han var arbejdsløs fra København, og den rolle var han overbevisende i. Jeg synes han var en rigtig fin fyr, han talte godt, og jeg glædede mig til, at han ville begynde i klubben, fortæller Jan Rasmussen om sit møde med Per Wimmer, da han stadig var den hemmelige millinær.
 
- Jeg havde tidligere set programkonceptet fra England og syntes, det var fint, at nogle rige mennesker på den måde støttede uegennyttigt arbejde. Men jeg havde overhovedet ikke kædet prgrammet sammen med Per Wimmer, siger Jan Rasmussen.
 
Jan Rasmussen glæder sig nu over, at hans unge medlemmer, hvoraf mange har en lidt "skæv" baggrund nu kan komme ud at rejse og få oplevelser for livet. Det er nemlig det, Per Wimmers check skal bruges til.
 
- Men det fedeste er nu, at der er nogen, der sætter pris på den indsats jeg gør. Det er rart at få en påskønnelse for det arbejde, jeg udfører i Ørnen, siger Jan Rasmussen.
 
- Mange har spurgt mig, hvorfor jeg gør det, eller hvad jeg får for det. Jeg har altid svaret, at der kommer nok noget en dag.