• Mere end 400 til job- og firmamesse i Hadsund

Hadsund Folkeblad

HADSUND: Ud fra arrangørernes optælling havde 426 personer - og heriblandt rigtig mange jobinteresserede samt unge studerende fra områdets uddannelsesinstitutioner - valgt at lægge vejen forbi Hadsund KulturCenter til job- og firmamessen, som bød på minikonference, 20 udstillere, 200 jobs og 1 astronaut. Arrangementet, gennemførtes af Mariagerfjord Erhvervsråd i samarbejde med JobCenter Mariagerfjord.

En rundspørge blandt de 20 udstillende virksomheder og organisationer viste, at især de virksomheder som havde valgt at bruge arrangementet til komme i dialog med mulige nye medarbejdere var særdeles tilfredse med arrangementet, fortæller erhvervsdirektør Torben Ladefoged fra Mariagerfjord Erhvervsråd. Flere af disse erklærede, at de var klar igen næste år hvis arrangementet skulle gentages.

Andre virksomheder fokuserede med deres deltagelse på at komme i kontakt med nye samarbejdspartnere fra det øvrige erhvervsliv i området. For disse var besøgstallet mindre relevant og udbyttet tilsvarende mindre, men hovedparten var dog alligevel glade for, at de havde støttet op omkring initiativet. En halv snes arrangerede møder mellem virksomheder blev det dog også til i de dertil reserverede lokaler i forbindelse med virksomhedsmessen.

Udover job- og virksomhedsdating bød arrangementet endvidere på en minikonference og afslutningsvis et spændende arrangement med Danmarks første astronaut, finansmanden Per Wimmer.

På minikonferencen præsenterede Kontorchef Henrik Christensen fra Beskæftigelsesregion Nordjylland resultaterne af analysen ¿Arbejdskraft og uddannelse - udbud og efterspørgsel i Mariager Fjord-området¿ Klik her og se Henrik Christensens præsentation. Endvidere var der indlæg fra Bent Hedelund og Palle Nørgaard fra JobCenter Mariagerfjord med gode råd om rekruttering af udenlandsk arbejdskraft. Klik her og se indlæg fra JobCentret.

Arrangementet blev afsluttet med en spændende præsentation ved Danmarks første astronaut, finansmanden Per Wimmer, som indtil nu har betalt ca. 1 mio dollar for sine forberedelser til en tur i rummet i 2009. Per Wimmers foredrag var kommet i stand i samarbejde med Uponor A/S og Hadsund Erhvervsbygninger A/S.


Følgende virksomheder/organisationer udstillede på messen:

Adecco, Univeyor, Mit Bureau, temp-team, Spar Nord, Erhvervsakademiet Minerva, Hans Jensen Lubricators, Uponor, Temco, JKS, HLB-Mortensen&Beierholm, Mariagerfjord Kommune, Aa Mølle - Hotel Mariager Fjord, Vikarbureauet Medarbejderne, Intelligent Systems, Vikargruppen danmark, Hospice Mariagerfjord, Fjordlivet/Termografi Service, JobCenter Mariagerfjord, Mariagerfjord Erhvervsråd.