Per på vej til Månen

32-årig slagelseaner står forrest i køen, når de første civile turis-ter i 2008 sendes til månen fra Kennedy Space Center

Af John Hansen       jha@sondagsavisen.dk

Jo tak, turen hører klart hjemme under begrebet fjernrejser. Og bare rolig - han har sikret sig en returbillet på forhånd.
Vi taler om verdens første turistrejse til månen. Og manden, der er skrevet op og står som nummer fem på den samlede liste er Per Wimmer fra Slagelse.
Den 32-årige investeringsbankansatte dansker, der p.t. bor i City of London, har ladet slanterne falde til et depositium, der lyder på den nette sum af 75.000 danske kroner. Men det er jo heller ikke Mallorca, det drejer sig om.

Destinationen er slet og ret Månen. Turen på de ca. 280.000 kilometer til Månen, landing og ophold samt retur med et par efterfølgende rundture i rumskibet rundt om Jorden, er beregnet til at ville vare en lille halv snes dage.
Slutprisen ligger endnu ikke helt fast, men omkring en million kroner er nok ikke helt skævt gættet.
»Der er tale om opfyldelsen af en drengedrøm. Og man er vel ikke mat-fys fra Slagelse Gymnasium for ingenting,« ler Per Wimmer og sender venlige hilsener til sine tidligere inspirerende gymnasielærere.

Starttidspunktet for NASA-opsendelsen fra Cape Kennedy i Florida er endnu ikke endelig fastlagt, men Per Wimmer og hans medrejsende er opskrevet til første tur i 2008.
Turen - og Pers overraskende flotte placering på verdenslisten blandt tusinder af interesserede - er planlagt via ETC-rejsebureauet i København. Dette bureau står  som eksperter i ekstremrejser.
Ikke nødvendigvis til planeterne. En tur med jagerfly, kampvogn eller ned ad Zambezifloden ligger bestemt også inden for mulighedernes grænser.
Og grænseoverskridende er ihvertfald turen til Månen. Fra 2008 skulle det være realistisk at have destinationen i brochurernes rejseprogram - allerede fra 2003 planlægges ture ud i rummet. Men her er der kun tale om ture, hvor man er ude at vende.

Per vil kun investere og være med, når en landing er inkluderet, og man kan få månesten med hjem.
Han glæder sig enormt til at blive astronaut på turistbasis - men frabeder sig i øvrigt selv at skulle styre rumfartøjet, der ventes at kunne medbringe en halv snes personer.
I USA er det tidligere NASA-folk, der står bag projektet under overskriften Space Adventures.
Per Wimmer skal de følgende år holde sig i god form, og fra 2007 skal han i særlig lære hos NASA-folkene.
Ikke mindst skal der trænes vægtløs tilstand.

Er du da helt wimmer, mand? - og er du nu sikker på, at du har husket at bestille en returbillet? Jo, spørgsmålene er mange til den unge slagelseaner, Per Wimmer, der er godt på vej mod Månen. Ved nytårstide var den Londonboende Per et smut hjemme i Slagelse for at fyre et par raketter af.   Foto: Mogens Schelde