Professionel Passion for UNICEF

Bogen Professionel Passion er skrevet af Jane Hahn og Christian Stadil, og sætter fokus på muligheden for at finde sin passion. Gennem en række øvelser og værktøjer får læseren hjælp til at skærpe sin fornemmelse af sin egen passion og gode råd til, hvordan man udlever den. Alt overskud fra bogen går til UNICEF.

Inspirations- og redskabsdel
Bogen indeholder en inspirationsdel og en redskabsdel og gør det muligt for dig at få indblik i, hvad den professionelle passion egentlig er og kan, ligesom du målrettet kan få inspiration til selv at udleve et professionel passioneret arbejdsliv med mening.

Stor støtte til UNICEF
Målet med bogen er - ud over at finde den professionelle passion frem i så mange som muligt - at støtte UNICEF med 500.000 kroner. Målet er langt fra urealistisk. Allerede to dage efter bogen er udkommet, er der sikret 280.000 kroner til UNICEFs arbejde for verdens børn. Bogen koster 299.00 kroner og heraf går 200 kroner til UNICEF Danmark.

Team Passion
En af bogens pointer er, at realiseringen af din professionelle passion ikke kun gavner dig selv, men også gavner andre. Den grundtanke har bragt holdet bag bogen - Team Passion - sammen. "Vi har skabt bogen - ikke kun for vores egen skyld - men for at støtte et godt formål." siger holdet bag bogen der tæller en række mennesker fra mange forskellige brancher. For hver solgte bog går to hundrede kroner til UNICEF.


Fundraiser hos UNICEF Valgerdur Hvidt sammen med bogens to forfattere
Jane Hahn og Christian Stadi. Foto: Hasse Ferold

 

Team Passion består af:

  • fotograf Lars Nybøll,
  • grafiker Helle Harder fra Refleks,
  • salgschef Steen Rocatis fra Rosenborg Bogtryk,
  • UNICEF-fundraiser Valgerdur Hvidt Larsen,
  • redaktør Mette Korsgaard fra Gyldendal Business,
  • Forlagsdirektør Lise Nestelsø fra Gyldendal Business
  • forfatterne Jane Hahn og Christian Stadil, henholdsvis partner og direktør for Enso Consult.

Kendte inspiratorer
I bogen udfoldes de forskellige elementer i professionel passion fra forskellige vinkler. Der er konkret hjælp til at identificere din egen passion og starthjælp til at udleve den i sit professionelle liv. Bogen indeholder en række interview med stærkt inspirerende eksempler på professionel passion: Lykke Friis, Kasper Bech Holten, Chris MacDonald, Alfred Josefsen, Per Wimmer og Malene Birger, der alle portrætteres stærkt af fotograf Lars Nybøll.

Arbejdsliv med mening
Bogen henvender sig til mennesker med et aktivt arbejdsliv, der interesserer sig for hvordan arbejdslivet kan give endnu mere mening. Eller til lederen, der søger inspiration til sit lederskab, både sit eget og i forhold til andre. Eller til ham, der endnu ikke har fundet sin passion i livet. Bogen behandler passion, som den kompetence, der gør forskellen mellem den ordinære og det excellente.