Rejs ud i rummet

Charterrejser, krydstogtferier og safariture får nu konkurrence fra en uventet kant. Om nogle år bliver det muligt at rejse ud i verdensrummet. 


Træt af Mallorcas evindelige grisefester og de dunkende diskorytmer på Ibiza? Så rejs ud i verdensrummet i stedet. Det bliver muligt fra år 2012, hvor Virgin Galactic planlægger at sende eventyrlystne personer med pengepungen i orden ud i rummet, fremgik det i dag af en pressekonference i Göteborg i Sverige.

Deltag i debatten

For den nette sum af næsten 1,15 millioner kroner kan man blive sendt ud i galaksen i omkring to timer. Her venter vægtløse oplevelser i nye omgivelser.

Danske Per Wimmer er en af de personer, der har planer om at drage ud i rummet som turist.

- Det er helt klart en gammel drengedrøm. Da jeg gik i gymnasiet i Danmark, læste jeg meget matematik og fysik, og siden har jeg villet ud, siger han.

Det danske rejsebureau Hannibal og Marco Polo er et af de fem nordiske rejsebureauer, der vil hjælpe folk som Per Wimmer med at få opfyldt deres drøm.

- Vi forventer at sælge mellem to og fem ture i år 1. Der ville muligvis være flere, der havde råd, hvis det ikke var for finanskrisen, men vi forventer at salget vil stige, som tiden går og priserne falder, siger administrerende direktør René Andersen til Ritzau.