Rigmand er ny ø-ejer: Broprojekter bekymrer ikke

Vordingborg - 20. juli 2021 kl. 19:40 Af Lars Christensen


Finansmanden og eventyreren Per Wimmer er den nye ejer af Masnedø Kalv. Et køb, der var lidt af et
impulskøb for rigmanden. Foto: WimmerSpace.com

Den danske finansmand og eventyrer Per Wimmer kan nu kalde sig selv for ø-ejer. Han er nemlig den nye ejer af Masnedø Kalv.

Den knap 2,3 hektar store ø midt i Storstrømmen har været til salg i ni måneder, men nu har rigmanden købt den for et endnu ikke offentliggjort millionbeløb.

Den lille private ø Masnedø Kalv ligger i dag uforstyrret midt i Storstrømmen ud for Masnedøs kyst, men roen er kun kortvarig, for den lille ø vil i de kommende år være nærmeste nabo til byggeriet af den nye Storstrømsbro. Om få år vil øen dermed blive klemt inde mellem den gamle bro mod øst og den nye bro mod vest, før nedrivningen af den gamle bro går i gang.

Brobyggeriet er Per Wimmer godt klar over, og han er derfor også forberedt på, at besøg på øen kan blive generet af støjen fra byggeriet.

- Det kommer da selvfølgelig til at være lidt forstyrrende i nogle år, men jeg regner ikke med, at jeg kommer til at være så tit på øen, så det bliver nok begrænset, hvor meget det vil forstyrre mig, lyder det fra rigmanden, der ligefrem er ked af at miste udsigten til den gamle Storstrømsbro.

- Når man ser den på afstand fra øen af, så er det faktisk en meget flot bro. Den lyser helt op i aftensolen. Den bliver næsten helt gylden, og man kan ikke høre støjen fra trafikken, fortæller Per Wimmer efter sin første weekend på øen.

- Og i forhold til den nye bro, så håber jeg bare, at den bliver flot, og at den bliver lyddæmpende, tilføjer han.

Den helt rette placering
Finansmanden har først og fremmest købt Masnedø Kalv på grund af den skønne natur på øen.

- Der er så utrolig smukt. Det er simpelthen så dejligt et sted. Der er så meget natur, og når man går i land og går op gennem det høje græs for at komme op til hytten, så er det bare perfekt, forklarer Per Wimmer.

- Og så kan man samtidig også være meget, meget privat på grund af den måde, som øen er indrettet. Man bliver ikke begloet af alle, der sejler forbi, tilføjer han.

Placeringen i Storstrømmen har også været afgørende for finansmanden, der tilbringer det meste af sin tid i London og København.

- Det skal være nemt at komme til, når jeg er i København. Det er kun en time i bil og et kvarter i helikopter, så det passer mig fint. Havde øen ligget for eksempel i Limfjorden, så havde jeg nok ikke været interesseret, forklarer han.

Vovehals inspirerede
Per Wimmer ejer investeringsbanken Wimmer Financial og kapitalforvaltningsselskabet Wimmer Family Office. Han har desuden tidligere været underdirektør i Goldman Sachs. Han er også gode venner med den britiske rigmand og vovehals Sir Richard Branson.

- Jeg har ofte besøgt ham på hans private ø i Caribien, hvor vi har sejlet rundt, spillet tennis og nydt freden og roen, så jeg var helt med på fordelene med at eje sin egen ø, men jeg regnede ikke med, at jeg selv skulle have en, fortæller Per Wimmer.

- Selvfølgelig er Storstrømmen ikke det samme som Caribien, men området her er det tætteste man kommer på en dansk udgave af Caribien. Og når vejret er, som det har været den her sommer, så kunne det jo ikke være mere perfekt, forklarer han og tilføjer, at han ser meget frem til at sejle rundt til de mange lystbådehavnene, der er i området.

Også meget velgørenhed
På de sociale medier har meldingen om ø-salget fået en blandet modtagelse. Flere mener, at pengene kunne være brugt på noget mere fornuftigt end en privatø.

- Men nu har jeg jo allerede en rumbillet, så hvad skulle det være, griner rigmanden med henvisning til sin plan om at blive den første danske turist i rummet.

- Og så gør jeg altså også meget velgørenhed ved siden af. Jeg støtter mange gode formål, forklarer rigmanden, der blandt andet har deltaget i TV2-programmet Den hemmelige millionær. Desuden afholder han foredrag på skoler rundt om i landet i håbet om at kunne inspirere de unge.

- Jeg er bare helt almindelige Per fra Slagelse. En lille dreng, der sad på bagerste række i folkeskolen. Hvis jeg kan blive til noget, så kan alle andre det også, fortæller han.

- Mit håb er, at jeg kan inspirere børn og unge i Vordingborg til at kaste sig ud i det. Og måske kan det også være, at jeg en dag tager en skoleklasse med ud til øen, hvis der er en lærer, der er interesseret i det, forklarer Per Wimmer.