Alexander er en af dem, der deles Per Wimmers drøm om at tage ud i rummet. Foto: ASBJØRN SAND

Rummanden til vejrs i Sanderum

Om to år er han den første dansker i rummet og berømt - i går var han showmand og indpisker på Sanderumskolen

Odense: Pigerne skubbede til hinanden for at få autografer. For nok er Per Wimmer en rumnørd, men man kan ikke tage fra ham, at han på mange måder er et forbillede.

- Følg dine drømme, Frederikke. Per Wimmer skrev masser af autografer med tilhørende gode råd til de unge. Og det var pigerne, som flokkedes om vovehalsen og ungkarlen, der vil være den første dansker i rummet. Foto: ASBJØRN SAND
Han har kassen. Han hersker over sin egen bank i London. Han springer med faldskærm over Mount Everest, kører i verdens dyreste bil - tror vi - og så er han også ungkarl.

Om et par år skal der også skrives på bagsiden af visitkortet, hvis det hele skal med.

For så er han også den første astronaut - eller kosmonaut - af ydmyg dansk oprindelse, og så er det sikkert en del mere vanskeligt at lokke ham ud at holde foredrag - være space-stand-upper for en dag og give autografer

Vi har take-off

På Sanderumskolen havde han take-off i hallen, hvor skolens ældste elever blev spændt fast i stolene af hans hæsblæsende og pulspumpende bombardement af ord, billeder og humor.

Han er finansmand og kaster sig med fryd ud i grænseoverskridende projekter. Det kan være i business-verdenen eller i eventyrets futuristiske univers. Pengene var han ikke inviteret for at snakke om, men dem har han vist så mange af, at han har folk til at tælle dem.
 
 
 
Han greb i stedet fat i de unge, fik dem op af stolene til en gang astronautgymnastik, så blodomløbet til hjernen var friskt og modtageligt for hans budskab.- I skal ikke lade jer begrænse. Tro på drømmen. Lev den ud. Gør den til virkelighed. Tag chancer, men gør det uden at dø af det.For et par hundrede unge, hvor det farligste er morgencykelturen uden hjelm og cykel til skolen og weekendens druktur med vennerne, fremstod Wimmer som en ren ”daredevil”.

Han har taget turen i halsbrækkende centrifuger, har besteget Everest omvendt, vil ud i verdensrummet og se op i mælkevejen.

Pause i rekordbil

Og mens han småkeder sig i det næste havandet års tid mellem internationale forretningsmøder og flyvninger i russiske MIG-kampfly på kanten af verdensrummet, vil han slå kedsomheden ihjel ved at slå en 13 år gammel verdensrekord.

Det skal ske i den bil, som lige nu nok er den dyreste i verden. Og bil. Det kan ikke kaldes en bil, hvis man tager et ekstremt hurtigt jagerfly af tysk konstruktion, saver vingerne af det og giver det hjul på.

Men i verdensrekordsammenhæng karakteriseres det som en bil. 1220 km/ er den eksisterende hastighedsrekord, og den vil Wimmer aflive ved at køre med 1300 km/t.

Bilens basis er den amerikanske Starfighter, som også har været benyttet af det danske luftvåben, hvor den opnåede et ganske kedeligt tilnavn. ”Den flyvende ligkiste”.

Forhåbentlig er den i virkeligheden bedre til at køre end til at flyve.

”Følg dine drømme” skrev han til pigerne, og det er præcis, hvad han selv har gjort siden skoletiden i Slagelse. Først lidt ubevidst, så helt målrettet, og det har ført ham frem til business-toppen og frem til at være klar til at erobre titlen som den første dansker i rummet. Det skal ske i 2012, og hvis ikke, må han finde på et andet afsindigt rekordprojekt. For han vil ikke kede sig. Det er tiden og livet ikke til. Og sidde på hænderne, det gør han ikke


Mere om Per Wimmer

Læs interview med Danmarks førstkommende astronaut i Fokus på søndag.