Russisk regering stopper dansk Titanic-eventyr


EVENTYR
. Per Wimmer har en plan om at blive den første dansker i rummet. I første omgang ville han forsøge at nå Titanics vrag på
3.800 meters dybde. - Foto: LARS KRABBE

Millionæren Per Wimmers ekspedition er udsat på ubestemt tid.

AF Pia Buhl Andersen

Selvom man er millionær, kan man ikke altid få sin vilje.

Det har finansmanden og eventyreren Per Wimmer måttet sande.

Hans plan var at blive den første dansker, der dykkede ned til Titanic-vraget på 3.800 meters dybde, men den titel må han vente på lidt endnu.

Ekspeditionen til verdens mest kendte skibsvrag er blevet udsat og kommer ikke af sted til juli som planlagt.

Begrundelsen for udsættelsen er ifølge en pressemeddelelse, at den russiske regering har annuleret kontrakten for udlejning af moderskibet Akademik Keldysh.

»Jeg er selvfølgelig utrolig skuffet over forsinkelsen af dette fantastiske eventyr her til sommer. Vi var allesammen så ivrige for at udforske et af verdens mest ikoniske skibsvrag. Derudover er jeg også meget trist på vegne af holdet, idet jeg ved, de har brugt så megen tid og energi på at få denne ekspedition til at lykkes«, siger Per Wimmer ifølge pressemeddelelsen.

Kæmper videre
På trods af en fast aftale mellem ekspeditionholdet og det russiske Institut for Havbiologi har den russiske regering efter det nylige valg indført en ny politik, der forpligter, at al brug af russisk offentligt materiel skal gennemgå en offentligt licitationsproces, oplyser Wimmer Space i en pressemeddelelse.

Denne nye regel er blevet indført med tilbagevirkende kraft, og det betyder, at moderskibet Akademik Keldysh og de to ubåde MIR I og MIR II vil forblive i havn indtil afslutningen af den offentlige licitationsproces.

Processen ventes at tage cirka seks måneder at fuldføre.

Holdet bag eventyret har samlet 1,5 millioner dollar til ekspeditionen og håber, at det senere vil blive muligt at tage af sted.

Drømmer om rummet
Per Wimmer er blevet mangemillionær på sin investeringsbank Wimmer Financial i London. Han er født og opvokset i Slagelse.

Han prøver konstant grænser, har rejst i over 60 lande og har som den første gennemført et faldskærmsudspring over Mount Everest.

Inden udgangen af 2013 forventer han at være første dansker i rummet. I mellemtiden ville han så prøve, hvordan der er på havets bund.

Titanic sank i april 1912, efter det ramte et isbjerg på dets jomfrurejse fra Southampton til New York.