16. maj 2011

Science Cup 2011: Gymnasieelever opfinder den intelligente grilltang

3 gymnasieelever fra Teknisk Gymnasium i Hillerød løb med sejren i opfinderkonkurrencen Science Cup.

De talentfulde elever har opfundet en grilltang, som ved hjælp af mikroprocessorer kan måle, hvor gennemstegt et stykke kød er. Dommerkomiteen var begejstret for opfindelsen, som de kalder en vaskeægte gadget, som om få år må være fast inventar på mange gaveborde til 50-års fødselsdage. De unge opfindere kan nu se frem til en studietur til Californien.

Vinderne fra Teknisk Gymnasium i Hillerød med deres intelligente grilltang, som kan bedømme hvor gennemstegt, bøffen er. Fra venstre er det Andreas Rasmussen, Jeppe Bjørn Hallgren og Søren Rejkjær Svendsen.

På en flot 2. plads kom et hold fra Rosborg Gymnasium, Vejle, med deres "Crumble Collector"- beholderen der gør en ende på "cornflakes-snuller". Mens tredjepladsen gik til en gruppe piger fra Svendborg Gymnasium, som har opfundet en simpel og smart måde at teste drinks for stoffer.



Holdet bag Crumble Collector fra Rosborg Gymnasium, Vejle: Fra Venstre Anne-Sofie Hargaard, Natascha Clavsen, Sofie Føns, Tereza Havelund. I midten Per Wimmer, rumturist og eventyrer.



Ellehammerprisen, som er en særpris for bedste prototype, gik til Borupgaard Gymnasium for at opfinde ”Wrapsteren”, der let og elegant skærer eller smelter husholdningsfilm over, uden at det krøller. Opfindelsen vil gøre børnefamiliernes liv med madpakker til en leg. Ellehammerprisen udløser en studietur til London.



Særprisen for bedste prototype, Ellehammerprisen, gik til Borupgaard Gymnasium for at opfinde "Wrapsteren", der let og elegant skærer eller smelter husholdningsfilm over. Fra venstre Morten Sandstrøm Petersen, Robert Eriksen, Sylvester Schuster, Tue Holm-Jensen, Benjamin Bigom.

I Science Cup skal gymnasieeleverne bruge deres naturvidenskabelige faglighed til at opfinde løsninger på dagligdagens udfordringer. Det gælder om at kombinere høj faglighed med kreativitet og fantasi. Og alle finaleprojekterne levede smukt op til de forudsætninger.

Dommerkomiteen havde mange rosende ord til konkurrencens høje niveau. En begejstring de delte med formanden for Ingeniørforeningen, Frida Frost.

"Vi har brug for unge mennesker, der har interesse for og lyst til at arbejde med innovative løsninger på teknologiske problemstillinger. De kommer til at spille den altafgørende rolle for Danmarks konkurrenceevne i fremtiden," siger hun.

Science Cup er arrangeret af Ingeniørforeningen, IDA, DI, Undervisningsministeriet og Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise.