Titanic: En perfekt tragedie

15. april 2012  Af: BERIT HOLBEK JENSEN, DAGBLADENES BUREAU, fyens.dk

Titanic er nok det mest ikoniske dykkersites i verden, og kun fem ubåde er i stand til at dykke ned til vraget, der ligger i 3,5 kilometers dybde.
 Foto: Ralph White/Corbis/Polfoto

Der er større skibskatastrofer end Titanic. Men det er alligevel den, vi helst vil huske – også 100 år efter.

Stort, luksuriøst, synkefrit skib tager på jomfrurejse med godt 2200 passagerer og støder ind i et isbjerg. To en halv time efter er det sunket. Cirka 700 overlever. Det var april 1912, og Titanic var den største luksusliner, man nogensinde havde set.

Allerede i maj kom der godt nok et meget, meget større søsterskib, som skulle have heddet Gigantic. Men det blev omdøbt til Britannic og sænket under Første Verdenskrig og fik aldrig nogen bøger eller film opkaldt efter sig. Titanic stjal rampelyset, og det er der en god grund til, fortæller Linda Maria Koldau, musikprofessor på Aarhus Universitet, der har forsket i den filmmusik og de legender, der omgærder skibskatastrofen.

– Det er en perfekt tragedie, siger hun.

– Efter den helt uventede kollision er der to en halv time, hvor folk først ikke lægger mærke til noget, hvorefter det langsomt accelererer for til sidst at gå rigtigt hurtigt. Det særlige er, at skibet synker helt roligt og ikke straks lægger sig ned. På den tid var det ikke noget særsyn med isskader. Men enten sank skibene med det samme, eller også holdt de sig på overfladen i flere dage, indtil der kom hjælp. Det var derfor, der blev udsendt forkerte nødsignaler. De troede, de havde masser af tid, fortæller hun.

Mytemagerne aflivet

Når videnskaben dykker ned i historien om Titanic, bliver en del forestillinger aflivet. Nej, der var ikke en arkitekt, som advarede kaptajnen om, at skibet sank hurtigt. Nej, flere redningsbåde havde ikke gjort nogen forskel – de nåede ikke engang at få alle dem, der var, i vandet.
 
– Der er mange misforståelser, og ulykken er blevet udnyttet utroligt meget – ikke kun økonomisk, men også af propagandister og prædikanter. Den blev et billede på menneskets hovmod og ønske om at gøre sig stærkere end Gud og var et perfekt argument for en konservativ, national linje: Kvinder, hvad vil I med ligestilling? I kom jo først i redningsbådene! Og se det ærefulde britiske mandskab og kaptajnen, som døde med skibet. Og bemærk de smukke manerer på første klasse!

Og nydeligt var det. Mange kender billederne fra James Camerons film, ”Titanic”, der ifølge Linda Koldau er fremragende håndværk, ikke mindst når det gælder gengivelsen af den luksus, skibet var udstyret med. Og så er der jo kærlighedshistorien. Tredjeklassehelte redder førsteklasseprinsesse.
– Det er nok det, der stadig drager mange af os. Tanken om en epoke, der gik ned. En epoke, hvor mennesker endnu var respektfulde mod hinanden. Det er én stor forherligelse, siger Koldau. 

Et sejlende slot

Myten om Titanic har i 100 år trukket nysgerrige til. Én af dem var tidligere Ekstra Blads-journalist Anders-Peter Mathiasen, der er hædret med flere Cavling-priser for sin undersøgende journalistik og skriver samtidshistoriske bøger.


Men Titanic var ikke arbejde – det var en mani, tilstår han.

– Jeg så en udsendelse på Discovery, hvor de rekonstruerede det dér kæmpe, kæmpe skib med et jernskrog så stort som tre fodboldbaner. Da det ligger med bagenden op i luften, kommer der så stort pres på, at hele skibet knækker. Det er jo en vanvittig energi. Man kan ikke knække en jernbanesvelle. De kræfter er fascinerende. Og forfærdelige. Det var et sejlende slot, der gik under!

Anders-Peter Mathiasen så ”Titanic”-filmen mindst 10 gange, da den kom i 1997. Han kunne skibet udenad. Indretningen. Alt. Han har også et stykke kul, der er gravet op fra vraget.

– Det er jo dybest set ret åndssvagt, men Titanic var så flot! Bare åbningsscenen nede i damprummet. De store turbiner. Møtrikker på størrelse med hjulkapsler. Hele den dér power er magtesløs, da de rammer isbjerget. Det skib var så gennemført dyrt, opulent, første klasse. Og så er det væk. Og de skulle bare have drejet 10 centimeter til! Så var det aldrig sket …

Det ultimative dykkersite
Én ting er at eje et stykke kul fra Titanic. Noget andet er at dykke helt ned til vraget. Det har finansmanden og mangemillionæren Per Wimmer tænkt sig at blive den første dansker, der gør.

– Titanic er det mest ikoniske dykkersite overhovedet, og med 100-året kunne jeg ikke forestille mig et bedre mål, siger han, da vi mobilfanger ham om bord på luksuslineren Norwegian Pearl i Caribien. En moderne version af Titanic, fortæller han.

– Det er skønt. Meget afslappende med alt fra bowlingbaner til swimmingpools, fitness-centre, et stort teater, bibliotek, spilleborde. Og en fantastisk service.

De er en 15-20 stykker, der har splejset til dykket, som skal foregå i juli og koster 1,5 millioner dollars.

Kun fem ubåde i verden kan nå ned til vraget af Titanic 3,5 kilometer under havets overflade. Holdet medbringer blandt andet havbiologisk udstyr til brug for forskning.

– Vi skal ikke ned og lave gravrøveri. Der er hentet nok op, understreger Per Wimmer, som egentlig skulle have været ud i rummet i år. Men det er udskudt til 2013.
 
– Ja, så der var lige et hul i eventyrkalenderen! siger han.

Vraget bliver mindre og mindre

Hvis man gerne vil se Titanic med egne øjne, er det en god idé at komme af sted snart, for det forsvinder stille og roligt. Bakterier æder hver dag mere end 45 kilo jern fra skroget.

Præcis oven over, hvor vraget ligger, vil der natten mellem den 14.-15. april befinde sig et andet krydstogtskib, Balmoral, med samme antal passagerer som for 100 år siden – nogle er slægtninge til de druknede.

Andre krydstogtsfirmaer lokker også med særlige ”memorial cruises” med undervisning i irsk folkedans på tredje klasse, indlagte vågenætter, gudstjenester og påskeskattejagt til børnene.

– Jeg har bemærket, at Titanic-dyrkelsen over de senere år er blevet mere og mere religiøs, fortæller musikprofessor Linda Koldau, der har oplevet at få henvendelser fra Titanic-entusiaster, der slutter med ”Din bror i Titanic” …

– Nogle mennesker bruger hele deres fritid på at arbejde og forske i Titanic. Det er et mærkeligt fænomen. Man kan måske kalde det for en erstatningsreligion, siger forskeren, der selv har bog nummer to på vej om det forjættede skib.

– Der er masser af skibsulykker. Men ingen overgår – rent kulturhistorisk – Titanic, siger hun.