Turistrejser i rummet om to år
Af HENRIK HINDBY KOSZYCZAREK

Dansk rejsebureau blev i dag præsenteret blandt udbyderne af turistrejser til rummet.


Per Wimmer håber at inspirere andre til at udleve
deres drøm. Foto: wimmerspace.com.

Den danske forretningsmand og astronaut Per Wimmer har en drøm om at blive den første dansker i rummet.

Og ikke nok med det: Han vil give andre den samme mulighed, selvom de ikke er astronauter.

Derfor har han startet et projekt med rigmanden Richard Branson og hans firma Virgin Galactic.

Projektet skal gøre turistrejser i rummet til en realitet inden for en overskuelig fremtid.

”Jeg synes, det er lige så spændende at opbygge det her projekt som selve rejsen. Det er dejligt at kunne vise andre og se, at det er ved at blive en realitet – en livsdrøm der går i opfyldelse,” siger Per Wimmer til epn.dk.

Rejsebureauer blev udvalgt

Ifølge Per Wimmer kan den første turistrejse til rummet være en realitet allerede i 2011. I dag offentliggjorde man således navnene på de fem rejsebureauer, der skal være med i rumprojektet.

Det danske rejseselskab Hannibal & Marco Polo er sammen med tre svenske og et finsk rejsebureau blevet en del af initiativet.

”Det var Virgin Galactic, der valgte os. Sammen med ca. 20 andre skandinaviske rejsebureauer var vi med i en udvælgelsesproces. Vi synes, det kunne være spændende at være det første danske rejsebureau, der tilbyder rejser i rummet,” siger René Andersen, adm. direktøre for Hannibal & Marco Polo.

Der er allerede booket omkring 300 rejser, så der vil være ventetid på at komme af sted, da rumskibet kun har plads til seks passagerer.

Turen vil vare en halv dags tid. Man tager af sted tidligt om morgenen og vender tilbage lidt over middagstid.

Derved når man at være i rummet i cirka tre timer, hvoraf man vil være i vægtløs tilstand i et kvarters tid.

Håber på at inspirere

Prisen vil ligge på 250.000 dollars, 1,4 mio. kr. pr. person, men Per Wimmer tror, at prisen vil falde til ca. 500.000 danske kroner efter fem år, hvor man har effektiviseret rejseomkostningerne.

Dertil kommer forberedende kurser og træning, der kan tage alt fra nogle uger til et par måneder, før man er klar til at tage med på rejsen.

Der er dog også en anden mission med projektet, fortæller han.

”Jeg håber, at opmærksomheden kan inspirere ikke mindst børn og unge til at udleve deres drømme, uanset om drømmene virker umulige. De skal gøre, hvad de har lyst til, så længe det er legalt.”