Udfordringen

Undervisningsforløbet "Rejsen til rummet" er affyringsrampe for en konkurrence for de elever, der vil arbejde videre med rummet.
For mange amerikanere lød det som ren science fiction, da USA's præsident John F. Kennedy 25. april 1961 afslørede planerne om at sende det første menneske til månen inden årtiets udgang. Den 20. juli 1969 trådte Apollo 11-astronauten Neil Armstrong ud på månens overflade.

Per Wimmers udfordring til skoleeleverne lyder: Tag udgangspunkt i månebase-modellen fra undervisningsforløbet og lav en detaljeret plan for, hvordan basen kan være ramme om både arbejde og fritid for astronauter. Hvilke forsyninger skal astronauterne medbringe, hvor mange beboere kan der være plads til, og hvilke former for forskning kan med fordel udføres på månen?

Ja, det lyder som science fiction. Men ikke mere science fiction end John F. Kennedys tale i april 1961.

Førstepræmien i skolekonkurrencen er en rejse for hele klassen til udlandet.


Gruppearbejde
Eleverne kan vælge at aflevere et projekt, hvor en gruppe af elever i klassen - i forlængelse af klassens arbejde - beslutter at fordybe sig yderligere.
Foto: Steen Wrem

Konkurrencen er åben for alle elever i 8. og 9. klasse. De kan vælge at aflevere:
- et klasseprojekt, som ligger i direkte forlængelse af undervisningsforløbet.
- et gruppeprojekt, hvor en gruppe af elever i klassen - i forlængelse af klassens arbejde - beslutter at fordybe sig yderligere.
- et projekt fra en enkelt elev, som vælger at gå videre med klassens projekt på egen hånd.

Alle projekter vurderes på lige fod. Det er altså en fordel, at alle i klassen går sammen om at arbejde videre. Men samtidig er det ikke umuligt for en gruppe eller en enkelt elev, der virkelig brænder for rummet, at komme med i opløbet.

Ved bedømmelsen lægges vægt på, at følgende fagområder indgår i opgaveløsningen:
- energi og byggeri

- lys

- atmosfæren

- sundhed

- transport

Dommerne lægger endvidere vægt på, at projektet er originalt, gennemarbejdet og godt præsenteret. I præsentationen skal indgå en model.

Konkurrenceprojekterne skal tilmeldes og uploades her på sitet senest 1. februar 2011.

Vinderne kåres ved en finale i København i marts 2011.

De detaljerede konkurrencebetingelser offentliggøres her den 9. august 2010.