Undervisningsforløb

"Rejsen til rummet" er et undervisningsforløb for 8. og 9. klasse. Forløbet er sammensat, så det kan gennemføres som en tværfaglig emneuge eller som et naturfagligt forløb på cirka 25 lektioner.
Undervisningsforløbet har særligt fokus på naturfagene, dansk samt uddannelses- erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering (UEA).

Den tværfaglige emneuge kan afvikles i en enkelt klasse eller blandt alle 8. og 9. klasser på hele skolen. Hvis hele skolen vælger at gå med i projektet, så er det en fordel at lægge emneugen i uge 46 (15.-19. november 2010). Det betyder nemlig, at eleverne som optakt til emneugen kan få besøg af Per Wimmer og hans roadshow.

Per Wimmer drømmer om at plante Dannebrog på månen - og med undervisningsforløbet opfordrer han eleverne til at bygge en model af en månebase, hvor livet kan udfolde sig.

Projektet begynder med, at klassen inddeles i fem grupper, der uddannes til eksperter inden for områderne:

- energi og byggeri
- lys
- sundhed
- atmosfære
- transport

Ekspertuddannelsen skal sikre faglig forankring af den kreative og innovative proces, der er i forløbet.

Til hver ekspertuddannelse er to siders faglig læsning samt to-fire øvelser, der vil kvalificere og inspirere eleverne til det videre projekt.

Efter ekspertuddannelsen inddeles klassen i nye grupper, som arbejder med udvikling af månebasen.

De fælles trinmål
Undervisningsforløbet bygger på de "fælles trinmål samt arbejdsmåder og tankegange" for alle tre naturfag, eksempelvis:

- de store kredsløb i naturen

- fødens sammensætning og energiindhold

- lys og farver

- bæredygtig energiproduktion

- formulere spørgsmål og indsamle relevante data

- planlægge, gennemføre og evaluere praktiske og teoretiske undersøgelser

- læse og forstå informationer i faglige tekster

- anvende it-teknologi til informationssøgning, dataopsamling, kommunikation og formidling

I naturfagene skal eleverne "kende til eksempler på forskning, der har givet ny viden og uforudsete muligheder". Projektets samarbejde med danske rumfartsvirksomheder giver nogle af eksemplerne og lægger op til, at det timeløse fag UEA inddrages i forløbet.

Få besøg af Per Wimmers roadshow
Som optakt til den landsdækkende emneuge rejser Per Wimmer landet rundt for at møde elever, der er med på "Rejsen til rummet". Med på holdet er også en forskningsformidler fra videnskab.dk og en repræsentant fra en af de danske virksomheder, som arbejder med rumfartsteknologi.

Showet varer en halv dag og ligger enten om formiddagen eller om eftermiddagen. Her vil Per Wimmer fortælle om sin interesse for rummet, om astronaut-træningen og om sine forestående rejser til rummet.

Samtidig vil han sammen med forskningsformidleren og virksomhedsrepræsentanten svare på spørgsmål.

Roadshowet kommer landet rundt og besøger skoler, der er med i projektet. Skolerne skal være indstillet på at stille lokaler til rådighed og at gøre plads til elever fra andre skoler i nærheden.

Sådan får skolen besøg
Vil din skole være med i den landsdækkende emneuge og dermed få mulighed for at møde Per Wimmer? Hvis I ønsker besøg af roadshowet, så udfyld roadshow-skemaet her. Vi skal have jeres ønske senest 1. oktober 2010.

Tourplan:

København Fredag den 5. november 2010
Nordjylland Mandag den 8. november 2010
Midtjylland Tirsdag den 9. november 2010
Sønderjylland/Fyn Onsdag den 10. november 2010
Sjælland Torsdag den 11. november 2010


Listen over skoler, der får besøg, offentliggøres her den 15. oktober 2010. Skolerne får også besked direkte.