Ung dansker bliver en af verdens første turister i rummet



Offentliggjort fredag d. 22. november 2002. Af Bo Andersen

For de fleste er rumrejser stadig en fremtidsdrøm, der leder tankerne hen på science fiction. Men for en 34-årig dansker vil drømmen om en tur i rummet snart blive til virkeligheden. Per Wimmer har allerede bestilt billetten, og om blot tre år bliver han formentlig den første danske turist i rummet.

For godt ti år siden flyttede Per Wimmer til London, og efter en afstikker til Belgien og New York er han nu tilbage i den engelske hovedstad, hvor han arbejder for en international investeringsbank. I fritiden er det imidlertid noget helt andet, der optager hans interesse. Per er nemlig dybt facineret af rummet. Interessen startede allerede da han var ganske ung, og i gymnasiet fik han for alvor lejlighed til at fordybe sig i emnet - hjulpet godt på vej af en inspirerende fysiklærer.

Dengang var rumrejser stadig forbeholdt en lille udvalgt skare, men Per var fast besluttet på, at han også en dag ville ud i rummet. Og for et par år siden bød chancen sig.

"Når man har en stor passion for noget, begynder man helt naturligt at tale med andre, som deler samme interesse. Det var på den måde, jeg kom i kontakt med firmaet Evolution ETC, som har skandinavisk eneret på at sælge rumrejser for det amerikanske Space Adventures," fortæller han.

Mindre en 48 timer efter hans første kontakt til Evolution ETC, var billetten bestilt, og Per Wimmer er nu blandt 19 personer på verdensplan, som har fået bekræftet deres rumrejse.

Turen koster cirka 100.000 dollars, og i prisen er inkluderet opsendelse til over 100 kilometers højde, hvor det vil være muligt at se Jorden i perspektiv samt opleve adskillige minutters vægtløshed. Hele turen forventes at vare nogle få timer.

En række fabrikker er allerede langt fremme med produktionen af de fartøjer, som skal bruges til at sende fremtidens turister ud i rummet. Et af dem blev tidligere på året præsenteret som prototype på Zhukovsky Air Base udenfor Moskva. Den såkaldt C21 er bygget af den samme virksomhed, som også stod bag Ruslands svar på den amerikanske Space Shuttle.

C21 adskiller sig dog ved, at den ikke skal sendes op ved hjælp af tunge hjælperaketter. I stedet foregår første del af turen på toppen af et specialbygget fly, på samme måde som den amerikanske rumfærge blev testet. Når flyet når en højde på cirka 17 kilometer, frigøres rumfærgen og fortsætter på egen hånd til over 100 kilometers højde. Fartøjet har plads til en pilot samt to passagerer.

På længere sigt er det planen, at rumfartøjerne skal fremstilles i USA, hvor den største ekspertise på området findes. Men eftersom kommercielle rumrejser stadig er et nyt fænomen, er det svært at indhente de nødvendige tilladelser. Det er derfor uklart, hvor opsendelsen kommer til at foregå. Håbet er, at det kommer til at ske fra Cape Canaveral eller Oklahoma, men Rusland er også en mulighed.

"Amerikanerne gør meget for at beskytte deres interesser, og der er stadig en række juridiske og politiske spørgsmål, der skal afklares. Russerne er derimod meget samarbejdsvillige. De har brug for pengene, og desuden er der stor præstige i at være med i så stort et projekt", forklarer Per Wimmer.

Forud for turen har Per måtte gennemgå grundige helbredsundersøgelser samt et hårdt træningsprogram, dels i USA og dels i Rusland. Træningen består i bl.a. ture med jagerfly og ophold i en centrifuge, som skal forberede deltagerne på den G-påvirkning, de vil blive udsat for på turen.

"Det er hård kost at blive udsat for den ekstremt kraftige G-påvirkning, men jeg har efterhånden vænnet mig til det. Jeg kender min krop meget bedre nu, efter at have gennemgået træningen. Og det er jo netop det, der er hele formålet", siger Per.

Sammen med vinderen af TV2-programmet "Den Store Mission" bliver Per den første dansker, som får chancen for at opleve en tur i rummet. Og han bliver således medlem af en yderst eksklusiv klub - til dato har færre end 600 mennesker i verden været i kredsløb om Jorden.

"Jeg glæder mig naturligvis utroligt meget. Det bliver en underlig fornemmelse at være så langt væk fra Jorden, og jeg tror der vil løbe en masse tanker gennem hovedet. Der bliver garanteret en fantastisk udsigt deroppe, så jeg skal helt sikkert have masser af film i kameraet!," griner Per.

Turen ud i rummet i 2005 er imidlertid ikke det eneste, Per Wimmer har ambitioner om. Han har såmænd også lagt billet ind på en tur til Månen - helt bogstaveligt. Datoen er ikke fastlagt, og det bliver formentlig ikke før om 15-20 år, men det afskrækker ikke Per. Han har sørget for at betale depositum i god tid forud for turen... og hans boarding card er allerede trykt og klar!