Vægtløs i rummet for kr. 45.000,00


De første danske turister tager nu af sted til Moskva for at prøve at flyve tre gange lydens hastighed i en russisk MiG 25 jager og for at prøve at flyve vægtløs. Det er firmaet Event Travel Corporation, København, som sender de første ti af sted - bl.a. en af de første danskere, som har bestilt en tur til Månen, børshandler Per Wimmer, London. Han skal både flyve MiG 25 og flyve vægtløs på en russisk rumafdeling lidt uden for Moskva. Det er en dyr fornøjelse. Det koster 100.000 kr. at flyve MiG 25 og 45.000 kr. at flyve vægtløs.Den vægtløse flyvning varer en time. Flyet stiger til ti km højde og falder derefter frit. Det er under dette fald, folk er vægtløse i omkring 30 sekunder. Det sker ti gange. MiG 25 jageren stiger til 30 km højde - nær det maksimale for, hvor langt man kan nå ud i rummet med et fly, og hvor man kan se Jordens krumning. På vejen tilbage flyver turisten selv flyet i omkring 15 minutter under kyndig vejledning af instruktøren, som sidder parat ved styrepinden. »Vi regner med at sende omkring 30-40 danskere på vægtløs flyvning eller med MiG 25,« siger Lars Plenge, som sælger billetter til Månen, men endnu ikke har en dag eller en pris for turen.