“Wall Street” åbner op for gadens hemmeligheder

Af Mette Laursen | 13. oktober 2011

ANMELDELSE: "Wall Street" er et udmærket portræt af finansmanden Per Wimmers karriere og en glimrende gennemgang af den globale finansverden med hovedsæde i New York. Bogens unikke insiderberetning henvender sig til enhver med interesse i finansverdenen og relevante samfundsøkonomiske problemer.

Man kan ikke andet end blive inspireret af en mand som Per Wimmer.

I bogen "Wall Street" deler han ud af sine erfaringer og viden, og giver læseren et sjældent indblik i, hvordan Wall Street opererer. Han deler også historien om en almindelig danskers vej til gadens millioner. Bogen, som er skrevet i samarbejde med Sune Aagaard, beskriver Per Wimmers liv som et overdådigt eventyr, krydret med en finanskrise og enkelte stænk af Wimmers livsfilosofi.

Ekstraordinært CV
Wimmer, som er i fyrrene, har formået at tjene en formue på børsen i New York. Nu ejer han sin egen rådgivningsvirksomhed, rejser verden tynd på første klasse og forbereder en rumrejse med Richard Branson. Det kræver noget ekstra at nå helt til tops, og det er lige nøjagtigt, hvad Per Wimmer har.

Han voksede op i Slagelse, hvor han gik i gymnasiet. Allerede her fik han topkarakterer og besluttede sig for at færdiggøre en såkaldt baccalaureat i Sydfrankrig. Det tager normalt tre år, men Wimmer gjorde det på et enkelt - og på fransk. Og sådan fortsætter hans ekstraordinære CV, med højdepunkter som en MPA fra Harvard og direkte rekruttering af det prestigefyldte Goldman Sachs på Wall Street. Som Wimmers venner udtrykker det ifølge bogen: "Wimmers karriere starter, hvor andres slutter."

Kritisk gennemgang
Sideløbende med portrættet af Wimmers karriere gennemgår bogen børsernes og finansverdenens rolle siden Depressionen i 1929. Og det er her, "Wall Street" virkelig er god.

Gennengangen er på mange måder kritisk, og han analyserer dotcom-boblen og finanskrisen detaljeret og på en læseværdig og interessant måde. Gennem Wimmer får man fra et unikt perspektiv indsigt i krisen. Han slutter bogen med at give sit bud på, hvad den næste krise bliver, og hvornår den kommer.

Gadens raske drenge
Det er ofte teknisk læsning, da Wimmer går ned i detaljer, når han beskriver Wall Street, hvad der driver "gadens raske drenge", og de metoder der anvendes for at manipulere markedet, så de rige kan blive endnu rigere.

"Wall Streets friske drenge" er yderst begavede men også urealistiske unge mænd, der fester lige så hårdt, som de arbejder, og ser sig selv som rockstjerner. De har mistet jordforbindelsen og glemmer, at når de jonglerer med milliardbeløb, har det konsekvenser for almindelige mennesker. Wimmer lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver den verden, han selv indtil for nyligt var del af.

Upersonligt selvportræt
Men det at bogen er fortalt i tredjeperson, selv om det virker, som om Wimmer selv har skrevet den, gør imidlertid fortællingen om hans eget liv upersonlig og til tider virkelighedsfjern. Det ville have været mere troværdigt og sympatisk, hvis bogen ikke indeholdt formuleringer som: "Wimmer vurderer, at..." Og: "Ifølge Wimmer..." Det gør flere steder bogen akavet.

Det gør også, at bogen nogle gange virker selviscenesættende på den lidt arrogante måde. Wimmer nævner nemlig intet negativt om sig selv. Han tager altid de rigtige beslutninger, har det bedste netværk, fordi han er god med mennesker, og får konstant jobtilbud fra alverdens sider.

Ingen fejltagelser
Problemet ved denne fremstilling er, at Wimmer ikke virker menneskelig. Selv om bogen er krydret med gode råd, som han selv lever efter, mangler man noget 'hardship'. Man mangler at se, at Wimmer også kan fejle og lære af det og komme videre ligesom alle os andre. Men det melder historien ikke noget om, og det er en skam. For Wimmer kan umuligt være kommet så langt uden at have lavet nogle fejltagelser.

På trods af den lidt akavede fortællestil er "Wall Street" dog yderst læseværdig,og vil være interessant for læsere, der gerne vil inspireres, motiveres og lære af en af de bedste på området. Det er ikke hver dag, at en dansker når til Wall Street, og det gør Wimmer værd at lytte til.
















Per Wimmer i samarbejde med Sune Aagaard: Wall Street. L&R Business. 244 sider. 299,95 kr. Er udkommet.