Wimmer-vej bli’r ikke hverdagskost

Astrofysiker Knudsen sender gerne slagelseaner afsted til Månen, men i længden går den næppe


Af John Hansen
jha@sondagsavisen.dk

En turistens måne-rejse, som den slagelseanske Per Wimmer er ved at forberede sig til indenfor de næste ti år, vil også i al fremtid blive aldeles speciel og ualmindelig.
Det mener den store danske astronomiske og videnskabelige ekspert, astrofysikeren Jens Martin Knudsen, der forleden gæstede Liselund i Slagelse på et af de store, velbesøgte sommermøder.
»Han skal nok komme afsted. Det tvivler jeg ikke på. Men det koster altså moneter - og jeg er sikker på, at det ikke vil blive spor almindeligt, ej heller i fremtiden,« vurderer Jens Martin Knudsen overfor Søndagsavisen.

Knudsen fastslår også, at  måneture ikke bliver hverdagskost for de kommende årtiers turister af primært èn enkelt årsag:
»Når en sådan tur ikke bliver almindelig, skyldes det først og fremmest den kolossale mængde energi, der skal til for at løfte folk ud af jordens tyngdefelt,« påpeger astrofysikeren, der ofte er gæst på bl.a. NASA-centre i USA. Per Wimmer, der iøvrigt denne weekend er et smut hjemme fra London for i Slagelse at fejre sin 34 års fødselsdag søndag, træner og forbereder sig fortsat på sin tur i rummet 2005 samt senere månerejse.

Astrofysiker Jens Martin Knudsen tror nok, at Per Wimmer og visse andre kommer afsted til Månen de kommende år. Men en opsendelse kræver en utrolig energi, og derfor bliver sådanne ture aldrig hverdagskost.
Foto: Mogens Schelde